Indenfor byggeri benyttes mange forskellige materialer. Nogle materialer kan vise sig at være problematiske, efter de har været benyttet i en årrække. Det er MgO-plader et eksempel på. Derfor er det vigtigt at overveje, hvilke materialer man benytter i et byggeri, da det potentielt kan have store konsekvenser. Materialevalget kan både påvirke sundhed såvel som konstruktionen.
Ligeledes er det vigtigt at være opmærksom på, hvilke løsninger der vælges og benyttes. Bl.a. har puds på isolering vist sig at være forbundet med revner, afskalning og huller kort tid efter udførsel. Ofte skyldtes denne type skader byggeteknisk svigt fra den udførende part, men er ikke den eneste årsag.
Ovenstående er kun et udsnit af de problemer, der igennem tiden har været forbundet med forskellige løsninger og materialer indenfor byggeri.
I fremtiden vil der også kunne opstå problemer. For at mindske hyppigheden og gentagelse af allerede kendte fejl i nyt byggeri og renoveringsprojekter, er det vigtigt at lære af branchens erfaringer.
Det Stående Byggepanel er en kreds af byggeriets parter, der deler og drøfter erfaringer fra branchen. Man kan læse hele grundlaget for panelet på deres hjemmeside. FRI deltager aktivt i panelet sammen med en række af byggebranchens parter. Dermed er det en troværdig og god kilde til erfaringer og observationer i branchen.
Panelet har en række emnedagbøger, der både dækker over potentielle risikoer forbundet med specifikke løsninger og materialer, som f.eks. grønne tage, samt allerede kendte problemstillinger som f.eks. MgO-plader. Emnedagbøgerne kan læses her. Panelet mødes halvårligt. Det er derfor værd at tjekke halvårligt, om der er gjort nye erfaringer.
På Byggeskadefondens hjemmeside kan du læse mere om både ovenstående problemstillinger, samt se guides til anbefalinger både indenfor drift, renovering og nybyggeri o.a.
BYG-ERFA deler erfaringer og løsninger i såkaldte erfaringsblade på deres hjemmeside. Der bliver løbende udgivet nye erfaringsblade rettet mod både projekterende, udførende og andre relevante parter. Det er muligt at finde en oversigt over alle gældende erfaringsblade her.
Teknologisk Institut har en afdeling for Bygge og anlæg, som fokuserer på viden om materialer i sektoren. På deres hjemmeside er en oversigt over alle de områder, de dækker over.