Infrastruktur - Tema

Bæredygtig transportinfrastruktur

Mobilitet og infrastruktur er helt afgørende for et moderne samfund. Velfungerende mobilitet er en forudsætning for virksomhedernes konkurrenceevne, for udvikling af byer og landområder og for borgernes og samfundets velfærd. FRI's infrastrukturudvalg har udarbejdet et holdningspapir om bæredygtig transportinfrastruktur.

Danmark og resten af verden står over for massive udfordringer. For at overholde Parisaftalen, skal Danmark reducere sit udslip af drivhusgasser med 70 pct. i 2030 i forhold til 1990-niveau. Det kræver en bred involvering af fagfolk, der kan komme med konkrete bud på, hvordan man løser klipmaudfordringerne uden at kompromittere samfundets sociale og økonomiske bæredygtighed. Foreningen af Rådgivende Ingeniører repræsenterer globalt ca. 29.000 medarbejdere med specialistkompetencer, der gør dem i stand til at bidrage til fremtidens bæredygtige løsninger.

Denne viden forpligter, og derfor ønsker vi at bidrage proaktivt til Danmark og verdens omstilling til bæredygtige samfund, som kan gives videre til de næste generationer. Til dette anbefaler vi, at man fra politisk hold styrker reguleringen af sektoren ved f.eks. at stille krav til et fælles datagrundlag, fælles beregningsprincipper og datamodeller til vurdering af virkninger på bl.a. klimaet, krav til udvidelse af VVM’en til en Vurdering af Virkning på Bæredygtigheden og krav om CO2e-reduktioner, totaløkonomiske beregninger og fair arbejdsvilkår.

FRI mener, at der først og fremmest er brug for et fundament baseret på fælles data, beregningsprincipper og datamodeller, der vil gør det muligt at måle, om vores
transportinfrastruktur bliver mere bæredygtig (fase 1). Det skal danne grundlag for en egentlig vurdering af virkning på bæredygtigheden i alle anlægsprojekter, så
bæredygtighed kommer til at være en central del af beslutningsgrundlaget ved etablering af nye anlæg (fase 2). Senere skal der stilles konkrete krav til reelle reduktioner
af drivhusgasser og miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtige anlæg for at nå reduktionsmålene i 2030 og 2050 (fase 3) – og derved realisere de rådgivende
ingeniørvirksomheders ambition om at anvise vejen til det bæredygtige samfund.

 

  • Et effektivt mobilitetssystem betyder økonomisk vækst og velstand. Fremkommelighed påvirker
    arbejdsmarkedet, handelslivet, skole- og uddannelsesmulighederne, vores fritid og virksomheders mulighed for at tiltrække medarbejdere. Og effektiv mobilitet giver os øget livskvalitet. Det reducerer usikkerhed og bekymringer om, hvorvidt vi kommer til tiden til mødet, på arbejdet og hjem igen – inden børnehaven lukker. At sikre god mobilitet er en samfundsopgave, og når det fejler, har det store konsekvenser for både samfundet og den enkelte.

  • I Danmark oplever vi stadig større trængsel på vejene i og mellem de større byer. En trængsel, der koster samfundet penge og som skaber frustration. Når vi ser på prognoser for fremtiden, bliver trængslen ikke mindre. Tværtimod. Og det på trods
    af mange igangsatte tiltag: Elektrificering og opkvalificering af jernbanen. Letbaner i en række byer og mere metro i København. Udbygning af motorvejsnettet og regionale indfaldsveje.

  • Krav om datadeling mellem virksomheder understøtter en mere bæredygtig værdikæde mellem aktører inden for logistik
    og gods, hvor varetransporten udvikles med Internet of Things-teknologier som et fysisk internet med
    modulært opbyggede, standardiserede enheder til transport (fx containere udstyret med netværk og sensorer).

  • I FRI mener vi, at vi har brug for en samlet langsigtet og bæredygtig mobilitetsplan, som understøtter samfundsudviklingen i hele Danmark. Dette kan du læse mere om i vores rapport: Fremtidens mobilitet  - fire scenarier for 2035.

 

Digitalisering

Øget digitalisering kan reducere trængslen og styrke fremkommeligheden. Rådgiver- og ingeniørvirksomheder spiller en væsentlig rolle i digitaliseringen af samfundet gennem udvikling og test af fremtidens digitale løsninger.

Fremtidens mobilitet - fire scenarier for 2035

Her på siden kan du læse FRI's rapport ”Fremtidens mobilitet -fire scenarier for 2035, som tegner fire mulige udfaldsrum for, hvordan Danmark imødekommer den stigende trængsel, samtidig med at virkeligheden forandres af en række megatrends. 

State of the Nation 2020

FRI's "State of the Nation"-rapport er en beskrivelse af tilstanden, udviklingstendenserne, fremtidssikringen og de estimerede omkostninger for at fastholde funktionerne og værdien af den danske infrastruktur. FRI har udgivet State of the Nation i 2008, 2012, 2016 og 2020.