Af: Henrik Garver, Adm. Direktør i Foreningen af Rådgivende ingeniører, FRI og Henrik Ruge-Andersen Friis, Chef for Dansk Infrastruktur (DI)
Licitationen, d. 28 juni 2021
Infrastrukturforliget, der forhåbentlig er lige på trapperne skal sætte rammerne om investeringerne af 160 mia. kroner i det danske samfunds sammenhængskraft over de næste 15 år. Der er tale om enorme beløb og ditto projekter, der kræver ligeledes store mængder logistik og planlægning for at løse for de selskaber, der ender med kontrakterne.
Derfor er det vigtigt, at der – allerede fra forliget bliver indgået – er indbygget den arbejdsro, der skal til for at løse opgaven. Og det gør man bedst ved lægge et fundament i form af en realistisk tidsplan, og dernæst sikre den gennem en så bred forligskreds som overhovedet muligt.
Der er lige nu lagt op til, at planen, skal justeres for fem år ad gangen – og det er simpelthen ikke nok. Samtidigt ser vi, at forliget risikerer at blive faretruende smalt. Og det kan ende med at koste dyrt.
Den danske rådgivningsbranche har det, der skal til for at løfte de kommende års opgaver – hvordan forliget end kommer til at se ud.
Og beskæftigelsen hos anlægsentreprenørerne ligger, med de seneste tal, mere end 15 pct. lavere end sidste år, på trods af, at der er godt gang i hjulene, når det gælder forsyning og klimatilpasning. Det er især inden for trafikale infrastrukturprojekter, aktiviteten er lav. En situation, som branchen påregner, vil komme til at vare flere år ud i fremtiden. Samlet set står en hel branche på spring for at komme i gang.
Men opgaverne skal planlægges realistisk, og derfor skal der være bred politisk enighed om periodiseringen og prioriteringen. For ellers så risikerer vi efter et nyt folketingsvalg at stå med en anden sammensætning af partier, der pludselig vil ændre planen.
Vej- bro- og baneprojekter er ikke noget, man designer eller udfører på hverken en eftermiddag, eller for den sags skyld et efterår. Planlægningshorisonten på den slags entrepriser er ganske lang, og de mandskabsmæssige ressourcer, der skal allokeres til dem, er omfattende. Derfor kan de være en udfordring både at skaffe dem med kort varsel, når et nyt projekt opstår og allokere dem anderledes, hvis et omvendt bliver lagt ned.
Medlemsvirksomhederne i Foreningen af Rådgivende Ingeniørers omsætning på dansk infrastruktur har – som hos anlægsentreprenørerne - været faldene over en årrække, så de står for nuværende med ressourcer, der kan komme i spil. Men de store, danske rådgivningsvirksomheder, har med deres mangeårige tværgående erfaringer inden for infrastruktur positioneret sig som nogen af verdens førende. Og derfor er de tilstede world wide. Blandt andet også i vores nabolande Sverige og Norge, som i øjeblikket begge har igangsat massive investeringer i netop ambitiøse infrastrukturprojekter, som de naturligvis også byder ind på.
Derfor risikerer vi, at danske virksomheder vil blive unødvendigt pressede og i værste konsekvens blive nødsaget til at takke nej til opgaver, hvis der ikke bliver lagt en realistisk tidsplan for dem – og omvendt, at de samme virksomheder kan gå glip af lukrative opgaver i udlandet og de medfølgende eksportkroner.
Dette gælder i øvrigt ikke kun for rådgivende ingeniører og entreprenørerne, men er vigtigt for hele værdikæden – rådgivere, bygherrer, entreprenører, materialeproducenter m.m., der alle har brug for at kunne forberede sig i god tid.
Det er derfor afgørende, at vores politikere tænker konsensus først og partipolitiske mærkesager senere, når de sætter sig til forhandlingsbordet. Det kan godt være, at en tredje limfjordsforbindelse, en hærvejsmotorvej eller et helt tredje projekt har stor betydning for en specifik vælgerkreds – men et bredt forlig, der kan holde til et eller flere regeringsskift, og hvor den langsigtede og realistiske planlægning er tænkt ind fra starten, er nødt til at blive prioriteret højere.
