Af Henrik Garver, adm. direktør i FRI, Altinget d. 31. oktober 2022
Allerede omkring årtusindskiftet iværksatte vi i Danmark en omfattende kortlægning af især vores dybe grundvandsmagasiner. En kortlægning, der til dels stadig pågår, men hvis hoveddel blev afsluttet i 2015.
Der var enighed om, at der skulle skabes et overblik over tilstanden af en af vores vigtigste – og globalt set tæt på unikke – naturressourcer, nemlig vores exceptionelt rene drikkevand.
Hvor ligger de største magasiner? Er de så rene, som vi gerne vil have, at de er? Hvor er de i sikkerhed fra menneskelig påvirkning, eksempelvis nitratudvaskning fra blandt andet landbruget? Og hvor er der brug for indgreb, hvis de skal beskyttes?
Det helt overordnede formål var at være sikre på, at vi kunne producere drikkevand nok, og i en kvalitet, vi var tilfredse med.
Og lad os slå fast: Vi kommer ikke til at tørste. For vi HAR masser af fremragende drikkevand herhjemme. Og vi har i øvrigt teknologien til at oprense vand, der eventuelt ikke lever op til kvaliteten, hvis det en dag skulle ændre sig.
En god del af vores grundvand ligger så dybt, og er så godt beskyttet af undergrunden, at det i store træk kan tage vare på sig selv. Men der er også grundvandsmagasiner, som er udsatte i forhold til menneskelig påvirkning. Vi ved, hvor de er, og vi ved, hvad der kan gøres for at beskytte dem.
Konsekvensen ved ikke at gøre noget, kan ende med at blive, at vi skal udbygge infrastrukturen til at føre rent vand fra de tilbageværende grundvandsmagasiner meget længere end tilfældet er i dag
Det sker bare ikke i nogen nævneværdig udstrækning. Det er et problem.
Beslutningerne om lokal grundvandsbeskyttelse ligger hos kommunerne, og de seneste år har vist, at der ikke er politisk vilje til at følge rådene i de konklusioner, grundvandskortlægningen nåede frem til.
Fokus har været på forsøg med frivillige aftaler, fordi det selvsagt ikke er en politisk vindersag at lægge restriktioner på f.eks. landbruget. Derfor kan antallet af sager, hvor det er forsøgt, tælles på en enkelt hånd. Og det kan ende med at koste os alle sammen dyrt. For vi holder næppe op med at skulle bruge rent drikkevand. Spørgsmålet er, om det at lade stå til, er den rigtige prioritering af vores ressourcer?
Svaret er er nej.
Konsekvensen ved ikke at gøre noget, kan ende med at blive, at vi skal udbygge infrastrukturen til at føre rent vand fra de tilbageværende grundvandsmagasiner meget længere end tilfældet er i dag, at vi skal pumpe det op fra større dybder, at vi skal oprense forurenet vand eller – i værste fald – køre drikkevandet rundt i plastikflasker på ladet af lastvogne.
Vi skal blandt andet blive endnu klogere på, hvordan pesticidrester og PFAS/PFOS-forurening spredes i de forskellige typer undergrund, vi har – og hvordan vi bremser dem.
Det sidste er nok trods alt far fetched - mon ikke der handles politisk, inden vi er nået derud?
Men hertil kommer, at konsekvenserne rækker langt ud over drikkevandet. I et holistisk perspektiv er det tydeligt, at vandets kredsløb jo også rammer store dele af vores natur og vandmiljø, der risikerer at tage skade – med store genopretningsomkostninger til følge. Og, det rene vand bruges jo ikke kun til vores drikkevarer, det indgår også i vores landbrugs- og industriproduktion. Derfor er det vigtigt at handle.
Vi er derfor nødt til at opfordre til, at der fra politisk side bliver indført incitamenter der sikrer, at grundvandskortlægningen på kommunalt plan bliver indtænkt i lokalplanerne i langt højere grad, end det er tilfældet i dag.
Og så skal vi huske at afsætte ressourcer til at fortsætte det gode arbejde. Det er nok ikke overmodigt at kalde den danske ekspertise på grundvandsområde for verdens bedste. Men den kan naturligvis altid blive bredere, og det er vigtigt, at der fortsat bliver afsat ressourcer til at udvide den.
Vi skal blandt andet blive endnu klogere på, hvordan pesticidrester og PFAS/PFOS-forurening spredes i de forskellige typer undergrund, vi har – og hvordan vi bremser dem.
Vi skal også have kortlægningen udvidet til de overfladenære grundvandsmagasiner, og have taget stilling til, om det for eksempel kunne være en god ide at anlægge flere grundvandsparker i stedet for at lede overfladevandet ud i årer og søer.
Og så skal vi tænke industri, energi og infrastruktur ind sammen med vandsektoren.
For hvis vi HAR grundvandsmagasiner, det viser sig at være uforholdsmæssigt vanskeligt eller ressourcekrævende at holde rene nok til, at vi kan drikke vandet – var det så det vand, vi skulle bruge i produktion af byggematerialer? Eller her, vi skulle opføre et Power-to-X-anlæg?
Der er ingen grund til, at vi i Danmark skal stoppe med at være verdensmestre i grundvand, bare fordi vi tøver med at udnytte den viden, vi har.
