Af Henrik Garver, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, Dagens Byggeri 17. marts 2025
Lørdag d. 15. marts blev tallene for kvote 2-ansøgere til de videregående uddannelser offentliggjort:
56.675 ansøgere har søgt ind via kvote 2, hvilket er en stigning på 4 % ift. sidste år.
Kigger man isoleret på søgningen mod civilingeniøruddannelsen, er der sket en stigning på 11 % sammenlignet med sidste år, og i FRI er det en virkelig god nyhed.
For nok så vigtigt er det, at ansøgningerne til civilingeniøruddannelsen er nr. 3 på listen, og diplomingeniøruddannelserne er nr. 5 på listen. De unge ved, hvad de vil have.
Nu håber jeg også, at de kommer ind – og at der ikke laves politiske benspænd og unødig dimensionering, så vi får uddannet færre dygtige ingeniører end det, samfundet har brug for, og som de unge gerne vil.
En ingeniøruddannelse eller en uddannelse inden for STEM-fagene er et fornuftigt valg – både for den enkelte, for samfundet og for verden.
De kommende studerende vil få præcis de kompetencer, der skal til for at løse fremtidens udfordringer, hvad enten det gælder grøn omstilling, rent vand, mobilitet, digital infrastruktur, bæredygtigt byggeri eller udviklingen af mere levedygtige byer.