Fra januar 2023 stilles der klimakrav til nybyggeriet i Bygningsreglementet, BR. Det er noget, som vi, i byggebranchen, har arbejdet på i mange år. I Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, hilser vi de kommende krav velkommen.

Men som oftest er al begyndelse svær, og det er indførelse af klimakrav i byggeriet også. Vi bliver alle nødt til at acceptere en løsning, der ikke er 100 pct. fra dag et. Derfor er og vil der komme kritiske røster til de kommende krav. Hos FRI kan vi se mange udfordringer. Men vi erkender også, at vi bliver nødt til at handle. Klimaet kan ikke vente til, at vi har fuld viden og alle metoder klar. Populært sagt: Vi bliver nødt til at asfaltere, imens vi kører.

Men vi skal have den kritiske tilgang til, hvorvidt vi er på rette vej. Dette er med til at rykke byggebranchen - ikke blot i forhold til bygningernes klimaaftryk, men også hvordan byggeriet bliver mere bæredygtigt. Klimaaftryk er jo kun en del af bæredygtighed.

De krav, som vi som vi ser ind i fra 2023 – mindsker de reelt CO2-udledningerne fra byggeriet? Det kan diskuteres.

Måler vi på den rigtige måde?

For det første er der ikke et grænsekrav for CO2e-udledninger for alle nybyggerier. Alle nybyggerier uanset størrelse skal dokumentere deres klimaaftryk, men alene byggerier over 1.000 m² har et grænsekrav som skal overholdes. Det vil sige, at nybyggeriet under 1.000 m² kan bygges som i dag blot byggeriets CO2e-udledninger er dokumenteret. Og for renoveringer er der ingen krav. Det har formentlig en betydning for disse byggeriers klimaaftryk, at alle ved, at der kommer krav blot ikke fra 2023.

For det andet kan det diskuteres, hvorvidt måleenheden CO2e pr. m² er den rette enhed. Med en måleenhed pr. m² belønner vi reelt store byggerier. I princippet kan vi blot udvide antal m² til en given grænseværdi overholdes. Hermed reducerer vi ikke CO2e-udledningerne, og vi bruger endda flere af jordens knappe ressourcer. Er det bæredygtigt?

Bør vi i stedet udregne bygningernes klimaaftryk pr. person, som benytter bygningen? I princippet ja, men hvilke antagelser skal vi tage for, at vi får et mere retvisende resultat? Og hvad gør vi i forhold til bygninger som f.eks. svømmehaller og produktionslokaler? Disse typer af bygninger vil vi nemlig fortsat gerne kunne bygge. Her kan CO2e pr. m³ måske være en mere retvisende måleenhed.

Lad os til en start holde fast i måleenheden pr. m² og sætte grænseværdier ud fra denne måleenhed. Måleenheden er kendt i forbindelse med beregning af energirammen.

Bygningers funktion skal kunne opretholdes

Nybyggerier over 1.000 m² skal fra januar 2023 kunne dokumentere, at bygningen kan overholde et grænsekrav på 12 kg CO2e pr. m² pr. år. Er der med den nuværende tekniske så bygninger over 1.000 m², som vi bygger i dag, som ikke vil kunne opføres pga. af grænsekravet fra 2023? Ja – det mener vi som rådgivende ingeniører, at der er. Denne bekymring har vi delt med BPST og deltager i et arbejde med BUILD om. Der kan for eksempel være tale om laboratorier, der skal sikres mod enhver form for rystelser eller partikler eller skal kunne isoleres totalt fra omgivelserne. Eller museer, der har specifikke krav til klimakontrol, loftshøjde, tyverisikringer mm. Tykkere beton, tremmer foran vinduer, klimastyring, særlige konstruktioner og ekstra brandsikring er alle eksempler på steder, hvor det kan blive en udfordring at overholde specifikke grænsekrav formuleret med henblik på standardbyggerier.

Vær ikke i tvivl; FRI mener, at vi skal have ambitiøse krav, hvis byggebranchen skal flytte sig. Kravene skal skabe innovation og belønne de designløsninger, der reducerer klimaaftrykket, at vi genbruger mere, og at vi bliver bedre til at producere og anvende byggevarer, der har et mindre klimaaftryk end i dag. Men vi skal omvendt også sikre, at de bygninger, vi opfører, reelt kan have den funktion de skal have; det kan for eksempel være de førnævnte svømmehaller, laboratorier, museum eller andre typer byggeri, hvor særlige forhold gør, at det ikke er muligt at overholde et grænsekrav på 12 kg CO2e pr. m² pr. år.

Derfor er vi glade for, at der vil komme en form for dispensationsbestemmelse for visse typer af byggerier. Risikoen ved en dispensationsregel er dog uanset, hvordan den bliver udformet, at den kan misbruges. Her må vi som branche være vores ansvar bevist.

Vi skal have alle med

Tilbage til, om vi så er ambitiøse nok – men nu i forhold til, hvad der skal indgå i en LCA-beregning, som dokumenterer et nybyggeris klimaaftryk. Det er nemlig ikke alle faser, moduler og bygningsdele, som skal indgå i den krævede LCA-beregningen. For den kyndige er der tale om A1-A3, B4, B6, C3, C4 og D. Hertil kommer, at det forventes, at BPST vil offentliggøre et katalog med faste værdier for bygningsdeles klimaaftryk, som vil kunne anvendes i stedet for branche eller produktspecifikke EPD’er i LCA-beregningerne.

Her er det FRI’s holdning, at kravene skal være ambitiøse, men de må ikke være så ambitiøse, at vi taber halvdelen af branchen. Vi skal rykke hele byggebranchen, og det kræver krav, som er realistisk for alle at nå i mål med, hvis de går i gang. Der vil være mange aktører i byggebranchen, hvor det vil være helt nyt at lave LCA beregninger. De skal med på rejsen.

Overfor bygherrerne har myndigheder og aktører i branchen en forpligtigelse for synliggøre, at kravet om dokumentation af nybyggeriets klimaaftryk rent faktisk bidrager til CO2e-reduktioner ligesom, at der ikke kan sættes to streger under en LCA-beregning. Resultatet af en LCA-beregning afhænger af mange forhold, men især det datagrundlag, der anvendes for de anvendte materialer, har stor betydning.

Med kravene fra 2023 har vi startet en nødvendig rejse – og vi er på vej, men vi er ikke i mål. Derfor skal viden og erfaringer indsamles og drøftes, så vi kan forbedre BR-kravene fra 2025 og igen ved kommende revisioner. Den politiske aftale om den Nationale strategi for Bæredygtigt byggeri beskriver nemlig, at kravene til bygningernes klimaaftryk skal vurderes og justeres med virkning fra 2025.