Af Henrik Garver, FRI; Charlotte Jepsen,CIP Fonden; Anders Stouge, DI; Pia Holm Steffensen, Forsikring & Pension; Lars Kaalund, KL; Hans Thor Andersen, Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet; Katherine Richardson, Københavns Universitet; Kirsten Halsnæs, Danmarks Tekniske Universitet og Erik Rasmussen, Navigating 360 og Mandag Morgen.

Klimaforandringernes konsekvenser for den danske infrastruktur, bygningsmasse og urbanisering forudses at blive en af samfundets største udfordringer de kommende årtier - men måske den dårligst forberedte.

Regeringens nye klimatilpasningsplan er i vores optik blot den første brik i et stort klimapuslespil af nødvendige initiativer, hvis Danmark skal undgå de voldsomme effekter af et stadig vildere klima.

Stormfloden 20.-21. oktober var den 100-års hændelse, som vi må forudse bliver det normale, og som derfor kræver en helt ekstraordinær national indsats. Der er ikke nok at sikre Vestkysten, men alle udsatte kyster og lavtliggende områder.

Regeringens udspil må derfor følges op af et langt mere ambitiøst og langt mere omfattende initiativ - og det haster. Vi er derfor enige i, at »Klimatilpasnningsplan 1« ikke kan stå alene.

Hvad det kunne handle om, foreslår en gruppe af organisationer fra den private og den offentlige sektor samt forskere under overskriften »3 graders infrastruktur«, faciliteret og koordineret af forskernetværket Navigating 360.

Med henvisning til de tre grader er målet netop at se klimatilpasningen i et samlet og langsigtet perspektiv og tage højde for de konsekvenser, som store temperaturstigninger vil afstedkomme. De er mange og effekterne omfattende og rammer alle dele af samfundet.

Det udfordrer eksistensbetingelserne for de byer, bebyggelser og industrier, der grænser op til Danmarks 8.000 kilometer kystlinje, og derfor skal forberede sig på konstant stigende havvand og stadig voldsommere flodbølger m. m.

Der skal handles hurtigere

I lyset af, hvor overraskede vi blev over vejrets brutalitet og skadernes omfang under stormfloden, bliver vi nødt til at handle hurtigere og snarest skabe et tydeligt billede af investeringernes fremtidige omfang. I regeringens klimatilpasningsplan foreslås det først at ske i 2025. Men hvorfor vente til 2025? Den analyse haster og bør sættes i gang nu.

Klimaforandringerne er en af de største udfordringer, vi står over for. De vil have en betydelig indvirkning på vores infrastruktur, herunder veje, broer, energianlæg, teleinfrastruktur og andre bygninger og anlæg. Denne situation sættes stærkt i relief af den seneste klimarapport fra FNs klimaorganisation, IPCC.

Den udkom i marts 2023 og tegner de hidtil mest overbevisende, veldokumenterede og dramatiske perspektiver for det 21.

århundrede, herunder at vi de kommende årtier skal forberede os på temperaturstigninger på op imod tre grader. Udfordringen skal derfor gribes strategisk an og identificere de mest sårbare dele af infrastrukturen og de væsentligste risici.

Men her og nu mangler vi konkret viden om klimaforandringernes betydning for infrastruktur, bygningsmasse m. m. både på kort, mellem og lang sigt. De samfundsøkonomiske konsekvenser er dårligt belyst, kaskadeeffekter som følge af nedbrud i infrastrukturen er ubeskrevne, og vi mangler i den forbindelse viden om dimensioneringen og prioriteringen af den nødvendige indsats.

Brug for national plan

Alt i alt er vi dårligt forberedt på de økonomiske konsekvenser af de accelererende klimaforandringer. Den udfordring kan ikke løses af kommunerne alene eller gennem diverse og meget beskedne tilskudsordninger, men forudsætter en langsigtet, national og ambitiøs finansieringsplan, der bygger på omfattende viden.

Det meget beskedne beløb der er afsat i »Klimatilpasningsplan 1« rejser uundgåeligt spørgsmålet, hvorvidt regeringen har erkendt det reelle omfang af kravet til klimatilpasning, og hvor meget det haster.

Men det handler ikke kun om de direkte økonomiske konsekvenser af ekstreme klimabegivenheder. De udløser en kaskade af følgevirkninger i andre dele af samfundet.

Ødelagte og beskadigede infrastrukturer rammer virksomhedernes produktioner, transportsektoren, den kollektive trafik, den finansielle sektor, herunder forsikringsselskaberne, borgernes hverdag og privatøkonomi blandt andet i form af forringede værdier på udsatte boliger, højere forsikringspræmier, etc.

Nationalbanken har derfor advaret mod de tab, der i sidste ende kan påføres hele den finansielle sektor, herunder realkreditten.

Infrastrukturen er livsnerven i et moderne og velfungerende samfund. Rammes den først, får det uoverskuelige konsekvenser.

Det er grunden til, at en klimatilpasningsplan skal ses i et langt større og bredere perspektiv end regeringens første udspil og inddrage et bredt spektrum af kompetencer.

Seks forslag

Vi har i gruppen vurderet, hvilke elementer der skulle indgå i en plan for klimasikring af infrastrukturen ved to-tre graders temperaturændringer.

De omfatter følgende seks forslag:

• Kortlægning og prioritering af klimaforandringens effekt på den samlede infrastruktur. Hvad er de mest følsomme områder - ikke alene geografisk men også inkluderet følgevirkningerne? Der er et akut behov for at skabe et fælles overblik og dermed sikre, at infrastrukturens klimaplan rangeres som et centralt politisk fokus.
• Identifikation af barrierer for en klimasikring af infrastrukturen. Opgavens kompleksitet og mange interessenter kan i sig selv skabe store barrierer for en hurtig og ambitiøs omstilling. Derfor er det afgørende, at barriererne lokaliseres og reduceres hurtigt.
• Udarbejdelse af en udvidet klimatilpasningsplan for det 21. århundrede. Kortlægningen skal munde ud i en helhedsplan for Danmarks klimarobuste infrastruktur. Den skal i udgangspunktet række frem til udgangen af det 21. århundrede, eftersom infrastrukturen i sin natur skal være langtidsholdbar.
• Fastlæggelse og prioritering af investeringerne og hvordan de finansieres. Tilpasningen af infrastrukturen vurderes at beløbe sig til trecifrede milliardbeløb og forudsætter derfor en langsigtet finansieringsplan - herunder hvordan den gennemføres og i hvilken rækkefølge.
• Udvikling af tæt private/ offentligt samarbejde om projektet og sikre en tæt vidensdeling. Den eksisterende viden om klimatilpasning er spredt og fragmenteret. Derfor bliver det et primært krav, at indsatsen ikke alene sker i tætte offentlige og private partnerskaber, men at der løbende udveksles viden og erfaringer.
• Gør Danmark til en international rollemodel. Andre lande konfronteres med samme infrastrukturproblemer som Danmark. Hvis vi kan finde modeller for at løse dem, kan vi skabe en ny styrkeposition og eksportere den til udlandet. Det kan gøre klimatilpasning af infrastruktur til en ny vækstsektor.

Klimatilpasning af infrastrukturen skal nødvendigvis prioriteres som en af de kommende års største, mest komplekse, vigtigste og dyreste samfundsopgaver. Derfor er det bydende nødvendigt, at der hurtigt træffes politiske beslutninger om en plan, der forbereder Danmark på en ny klimavirkelighed.

Enhver forsinkelse vil medføre store samfundsøkonomiske omkostninger. Derfor kan vi heller ikke - som foreslået af regeringen - vente til 2025 med at skaffe overblik og krav. Vi burde allerede have haft det, og ventetiden kan vise sig kostbar.