Af adm. direktør i FRI, Henrik Garver, Sustain Report d. 24. august 2023
Gennem de seneste uger har der i en række medier været skrevet meget om, hvordan mængden af beton, der bliver brugt i byggeriet, er eksploderet – og det endda i en tid hvor vi burde skære kraftigt ned for brugen af alle overflødige ressourcer.
I frustrationen peger mange fingrene mod de certificerede statikere og certificeringsordningen, som årsagen. Men det er en forfejlet kritik.
Hvis man sammenligner den certificerede statiker med en færdselsbetjent, så skal politiet sørge for, at færdselsloven bliver overholdt, og uanset om asfalten er jævn, solen skinner, og der ikke er andre bilister på vejen, så kan politiet ikke tillade, at du kører 100 km/t, der hvor skiltene siger 80. Tilsvarende kan en certificeret statiker ikke skrive under på en sluterklæring, hvis ikke dokumentationen er til stede og er tilstrækkelig.
Det handler om dokumentation, ikke om armering eller mængden af beton i sig selv. I FRI kan vi ikke genkende postulaterne om dobbelt op på beton som følge af livrem og seler, men kan dog heller ikke afvise, at der findes enkelte projekter, hvor materialemængden er steget. Men, man skal nok også have in mente, at de projekter, der afsluttes nu, blev projekteret i certificeringsordningens tidlige begyndelse. Og certificeringsordningen fik en bøvlet opstart. Retningslinjer og hele strukturen bag certificering var ikke på plads i 2019, 2020 eller 2021, så de certificerede arbejdede i en black box, hvor de vidste, de blev bedømt hårdt.
De tider er heldigvis bag os. Vi oplever i dag, at fokus er flyttet til de udførende, der ikke længere kan gøre ”som de plejer”. De skal nu levere dokumentation for det, de har udført, og hvis ikke de gør det, må den certificerede sige ”nej”. Når det er sagt, så er der behov for et serviceeftersyn af Bygningsreglementet og ikke mindst af reglerne omkring certificeringsordningen. Vi har meget stramme krav til sikkerheden i Danmark, men det er politikerne, som skal beslutte at ændre dette.
I FRI mener vi, at det er på tide, at vi kigger på konstruktionskravene; måske giver nogle af de forhadte ting i certificeringsordningen, som kontrol af udførelse, dokumentation og kontrol i det hele taget, netop mulighed for at lempe på nogle af de sikkerhedsfaktorer, der er indbygget i reglerne? Siden certificeringsordningerne blev indført, er kravene til LCA og bæredygtighed også kommet ind i BR. Det i sig selv medfører et behov for at tænke på ressourceforbrug ift. konstruktioner og byggeriet som helhed.
Det er oplagt, at vi ved et serviceeftersyn af reglerne balancerer kravene til sikkerhed med klimakravene. Her har de certificerede en særlig rolle, hvor de med deres viden kan sikre, at vi begrænser brugen af ressourcer, uden at gå på kompromis med sikkerheden; men deres rolle er også at sige nej, hvis noget ikke opfylder de krav, der stilles i lovgivningen, præcis som færdselsbetjenten, der ikke kan acceptere, at du kører for stærkt, bare fordi du er en venlig person.
Jeg oplever, at der både blandt FRI-rådgivere, blandt de certificerede og blandt toplederne i FRI’s medlemsvirksomheder er stor villighed til, og ønske om, at give både certificeringsordningerne og reglerne i det hele taget et serviceeftersyn. Det hører jeg faktisk også om fra flere andre parter i byggeriet. Det er en opfordring, vi bærer ind til både politikere og til embedsværket i Social- og Boligstyrelsen.
Og, vi får mange gode bud på, hvordan udfordringerne kan håndteres. Et par af dem vil jeg nævne specifikt: Ændre til en virksomhedsordning; Forbedre mulighederne for at lave mere faglige vurderinger blandt andet i forbindelse med renoveringer; Forenkle de administrative procedurer; Fjerne det personlige ansvar (og gøre virksomheden ansvarlig); Sikre at kontrollen kommer til at handle mere om det specifikke projekt end om korrekt proces.
Kritikken, vi lige nu kan læse om i medierne, rammer skævt. Men, den kan åbne det nødvendige politiske rum, der gør, at vi kan få et serviceeftersyn og en forandring af ordningen.
