Af Henrik Garver og Majbritt Juul, hhv. adm. direktør og chef for energipolitik og bæredygtighed i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, Altinget d. 14. februar 2022
Det kan siges ganske kort. Ambitionerne i EU-kommissionens forslag til et nyt bygningsdirektiv er fornuftigt, men kunne og burde være endnu mere ambitiøst.
Og lad os med det samme slå fast: Den energi, vi ikke bruger, er langt den billigste vej til den grønne omstilling. For selv grøn energi er ikke omkostningsfri at producere og distribuere, og med den stigende elektrificering af vores samfund ser vi ind i et kapløb mellem udbud og efterspørgsel.
De seneste ugers tragiske udvikling med Ruslands invasion af Ukraine og de sanktioner, der er en naturlig reaktion på dette, understreger, at europæisk energipolitik også er blevet til sikkerhedspolitik.
Behovet for at frigøre EU (og Danmark) fra afhængighed af fossile brændsler er tydeligt. Det er en absolut nødvendighed at omstille til grøn og vedvarende energiproduktion og supplere dette med en markant reduktion af vores forbrug.
Der er især tre indsatsområder i det nye bygningsdirektiv, som i det perspektiv er interessante.
I forhold til energieffektivitet er vi nået langt i Danmark, når der ses på energiforbrug til ”driften” af nye bygninger. Men der er fortsat mere at hente, både herhjemme og i andre dele af Europa.
Derfor er det godt at Bygningsdirektivet har dette fokus. Udkastet til direktivet har i forhold til energiforbrug en række gode takter eksempelvis kravene til offentlige bygninger. Det offentlige må og skal gå forrest, fordi der er en tæt tilknytning mellem staten som myndighed og regelsætter og staten som ejer.
Populært kan man sige, at direktivet pålægger den offentlige sektor ”to walk the talk”. Men de skærpede krav til offentlige bygninger betyder også rigtig meget, fordi den offentlige sektor samlet set, er den største ejendomsejer i Danmark.
I direktivet er der et krav om, at tre procent af alle offentlige bygninger skal energirenoveres. I Danmark har vi et lignende krav, men kun for statsligt ejede bygninger. Nu kommer kommuner og regioner med videre også med.
I FRI finder vi det derudover positivt, at Bygningsdirektivet henviser til EE- og VE-direktiverne (energieffektivitet og vedvarende energi) og dermed understreger, at bygninger ikke er enkeltstående ”øer” koblet til et energisystem, men at de er en del af det samlede energisystem.
Men måske får vi med direktivet for meget af en god ting? For det er vigtigt at betragte bygninger som en del af energisystemet, men samtidig bør selve forsyningen af energi til bygninger ikke reguleres i Bygningsdirektivet, men i EE- og VE-direktiverne. Såfremt energiforsyning til bygninger bliver reguleret i Bygningsdirektivet, er det vigtigt, at alle typer af VE-kilder er ligestillet.
Den energi, vi ikke bruger, er langt den billigste vej til den grønne omstilling
Valg af energiforsyning on-site eller fra systemet skal ske ud fra en samfunds- og privatøkonomisk analyse. Dette bør direktivet stille krav til for at undgå, at vi suboptimerer. Det vil være både dyrt og dårligt i forhold til den grønne omstilling, hvis det bliver virkelighed.
Præamblen i direktivet fremhæver kraftigt behovet for at sætte fokus på og reducere CO2e-aftrykket fra bygninger i hele bygningens levetid. Og ved første blik ser det ud til, at alle emissioner er med i Bygningsdirektivet fra ”vugge til grav”. Blandt andet gennem de kommende krav til ”Zero-Emission Buildings”.
Ved nærmere gennemsyn er dette desværre ikke tilfældet. Definitionen omfatter fortsat primært bygningens driftsenergi. Dette er ikke godt nok for at sikre momentum i hele EU.
Danmark og flere Nord- og vesteuropæiske lande er allerede godt i gang med nationale tiltag, der fokuserer på den indlejrede energi i vores bygninger (det vil sige carbon footprint fra de materialer vi bruger med videre).
Derudover vil EU-Taksonomien betyde, at der kommer et øget fokus på energiforbruget og CO2e-udledningen ved at producere materialerne samt ved byggeprocessen. For eksempel energiforbrug på byggepladsen.
Men vi skal have alle med. Derfor ser FRI gerne, at udkastet udfoldes væsentlig mere på dette punkt. Vi vil meget gerne gå ind i dialogen om ”hvordan” både med de danske myndigheder og politikere og med EU Kommissionen.
