Retssikkerheden vil blive svækket, hvis Bygherreforeningens ønsker til en ny udbudslov gennemføres, skriver Ulla Sassarsson og Preben Dahl, advokater i FRI og Danske Arkitektvirksomheder, i et debatindlæg, hvor de også præsenterer egne ændringsforslag til udbudsloven.
Af Preben Dahl, Danske Arkitektvirksomheder og Ulla Sassarsson, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, Politiken Byrum 7. januar 2022
Vi i Danske Arkitektvirksomheder og Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI undrer os over Bygherreforeningens ønsker til udbudsloven, som de blev gengivet i et interview i Byrummonitor 3. december 2021.
Bygherreforeningen beklager sig i artiklen over, at de ikke var inviteret med til forhandlingen af udbudsloven i 2015. Foreningens hensigt med interviewet er selvfølgelig at få indflydelse på indholdet af den igangværende revision af udbudsloven – hvor Bygherreforeningen særligt adresserer tre ting. For det første, at evalueringsmodellerne skal offentliggøres i forbindelse med udbudsmaterialet, for det andet at bygherrerne skal kunne udelukke leverandører, og for det tredje, at de vil have fjernet tilbudsloven.
De tre ting vil vi gerne svare på – men først vil vi adressere Bygherreforeningens påstand om, at bygherrerne var underrepræsenteret i det udvalg, der kom med anbefalinger til den nye udbudslov:
Når man nu går ud og lobbyer, er det vigtigt, at man har fakta på plads – og det er simpelthen ikke korrekt, når Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen påstår, at bygherrerne var underrepræsenterede i udvalgsarbejdet.
Det er korrekt, at Bygherreforeningen ikke var en del af det »slæng«, som med Henrik L. Bangs ord udgjorde Udbudslovsudvalget. Det var Danske Arkitektvirksomheder dog heller ikke, selv om dette fejlagtigt postuleres i artiklen (Byrummonitor har ansvaret for fejlen, som vi beklager, og som blev rettet 16. december, da vi blev gjort opmærksom på den, red.).
Faktum er, at bygherrerne var velrepræsenterede ved Danske Regioner, SKI, KL og IKA. De offentlige bygherrer var således stærkt repræsenteret i Udbudslovsudvalget.
Bygherreforeningen harcelerer over, at bygherrer skal offentliggøre evalueringsmodellerne i forbindelse med offentliggørelse af udbud, som giver tilbudsgiverne indsigt i, hvorledes tilbuddene bliver evalueret. Men alt andet lige – med de ressourcer der bruges på at afgive tilbud inden for byggeri i dag – må tilbudsgiverne som minimum kunne se, hvordan deres tilbud bliver bedømt. Det kaldes gennemsigtighed.
Fremlæggelsen af evalueringsmodellen er i bund og grund et spørgsmål om retssikkerhed
Hvis tilbudsgiverne ikke kender evalueringsmodellen, afgiver de tilbud i blinde, og bygherren kan i princippet tilrettelægge evalueringsmodellen efter den tilbudsgiver, som, bygherren ønsker, skal vinde. Så fremlæggelsen af evalueringsmodellen er i bund og grund et spørgsmål om retssikkerhed.
Og ja, der kan være en risiko for, at evalueringsmodellen ikke holder, men tilbudsgiver er nødt til at kende grundlaget for bedømmelsen af tilbuddet. Evalueringsmodellen må forventes at afspejle de forhold, som en bygherre lægger særlig vægt på, så tilbudsgiveren kan tilrettelægge sit tilbud i overensstemmelse hermed. Ellers bliver det jo en ren gættekonkurrence.
Bygherreforeningen taler også for indførelsen af et lukket register, hvor bygherrerne skal kunne dele erfaringer med henblik på at kunne fravælge dårlige entreprenører med flere. Henrik L. Bang understreger i artiklen, at det ikke må være »decideret sortlistning«, men sortlistning er jo lige præcis, hvad det er – og det er et retssikkerhedsmæssigt problem.
Det kan umiddelbart lyde besnærende, at en bygherre kan spørge ind til en bestemt entreprenør/rådgiver i forhold til en konkret opgave. Men hvem vurderer, om sortlistningen har været berettiget? Bygherrens opfattelse af en sag er 9 ud af 10 gange ikke den samme som leverandørens, og voldgiftspraksis viser, at bygherrernes vurdering af, hvad der er en dårlig entreprenør eller rådgiver, ofte ikke holder stik – det er nok nærmere fifty-fifty.
Derfor er adgang til sortlistning på et ensidigt grundlag en farlig sti at betræde. Resultatet vil sandsynligvis medføre udelukkelse fra opgaver og vil dermed få urimeligt store konsekvenser for det firma, der ifølge bygherren ikke har ageret optimalt. Dette synspunkt deler erhvervsministeren heldigvis også i sit svar til Bygherreforeningen 14. december. Retssikkerheden må derfor gå forud for erfaringsudveksling, for man ved først, hvem der har ret, når retten har talt.
Det er også svært at forstå, hvorfor Bygherreforeningen har et problem med tilbudsloven. Tilbudsloven er en ubureaukratisk, fleksibel lov, der er nem at forstå og håndtere. Den er netop beregnet til at gøre det nemmere for de offentlige bygherrer at købe mindre bygge- og anlægsopgaver ind.
Adgang til sortlistning på et ensidigt grundlag en farlig sti at betræde
Reglerne er velkendte og så simple, at den lille håndværksmester også har en chance for at byde på opgaverne. Bygherrerne kan udbyde tingene simpelt, og det er jo helt i tråd med bygherrernes ønsker om at gøre udbudsreglerne simplere.
Vi har selvfølgelig også nogle ønsker til revisionen. Blandt andet så Danske Arkitektvirksomheder og FRI gerne, at udbudslovens regler for indkøb under tærskelværdierne blev udvidet til også at gælde indkøb under 500.000 kroner. I dag gælder udbudslovens regler under tærskelværdien kun for indkøb fra 500.000 og op til tærskelværdien, hvilket gør, at en del offentlige bygherrer benytter de mere tunge udbudsregler på opgaver op til 500.000 kroner. En præcisering ville spare transaktionsomkostninger og hjælpe SMV’erne.
Samtidig ønsker organisationerne, at kravet, om at referencer for tjenesteydelser maksimalt må være tre år gamle, lempes ved at tydeliggøre mulighederne for undtagelser. Den nuværende regel er til skade for SMV’ernes adgang til markedet og virker derfor hæmmende for konkurrencen.
Til sidst ønsker vi at fjerne beløbsgrænsen på 350 millioner kroner i to-kuvert-systemet, så ikke kun kæmpestore entrepriser, men alle byggerier kan benytte sig af muligheden. Det vil give langt mere fokus på kvaliteten, så rådgiverne får bedre mulighed for at tilbyde de for samfundet og klimaet rigtige – men i første runde ofte dyrere – løsninger. Så hvis regeringen vil tilgodese innovation og bæredygtighed, er løsningen at gøre to-kuvert-systemet til et generelt krav.
