Af Mads Jensen Møller, adm. direktør i Nordiq Group og formand for FRI's Taskforce for Bæredygtighed; Michael Knørr Skov, markedsdirektør for Mobilitet, Samfund og Forsyning i COWI og medlem af FRI's Taskforce for Bæredygtighed; Jesper Ring, partner i Dominia og medlem af FRI's Taskforce for Bæredygtighed og Karoline Geneser, koncernkompetencechef for bæredygtighed i MOE og medlem af FRI's Taskforce for Bæredyghed, Politiken Byrummonitor d. 11. februar 2022
Ekspertgruppen gav os tre modeller, hvoraf vi klart foretrækker den første model. Den model, der giver en ensartet CO2-afgift på 750 kroner per ton CO2 i 2030. De to andre modeller blander pærer og æbler sammen: en afgift og en prioritering af en teknologisk løsning i form af CCS (carbon capture and storage (CO2-fangst)).
Vi er bestemt for udbredelse og udvikling af CCS-teknologier, og vi mener, at provenuet i en eller anden form bør anvendes til implementering og udvikling af bæredygtige løsninger og teknologier. Men lad os undgå at mudre modellen og holde afgiften ren.
De to øvrige modeller giver en særlig rabat til den mineralogiske industri (cementproduktion). Argumentet er, at det indføres for at reducere lækage, altså udflytning af problemet til andre lande, hvor vi så som forbrugere og virksomheder vil købe de forurenende produkter fra.
Lækagen er en klar udfordring, og vores ambition er, at vi i Danmark kan lykkes med den grønne omstilling uden at skubbe produktionen af for eksempel cement ud af landet – for det hjælper ikke klimaet. Til gengæld mener vi ikke, at rabatten er det mest effektive værktøj i forhold til at hjælpe cementproducenter med at gøre deres produktion mere grøn.
Det mest effektive vil være en ren afgift, da den vil tilskynde til at kigge på, hvordan for eksempel cementproducenter reducerer energibehovet gennem innovative, tekniske løsninger i produktionsapparatet – det er blandt andet dér, hvor vi som ingeniører og teknikere kan hjælpe. Og så kan vi investere provenuet i forskning og udvikling bredt – og ikke kun isoleret i CCS – for at øge hastigheden i omstillingen.
Og med al den fokus, Aalborg Portland har fået de sidste 48 timer, er det værd at bemærke, at med en afgift på 750 kroner per ton, så kommer et kilo cement til at koste 40-50 øre mere per kilo. I byggemarkedet giver det en prisstigning på 20 til 25 procent.
Men ved produktion af beton blandes i forholdet 1:5 (eller mere), så for en helt almindelig handyman bliver prisstigningen væsentligt lavere. Samtidig kommer et kilo hakket oksekød til at koste 6-7 kroner mere, jævnfør Klimarådets seneste beregninger (ved afgift på 750 kroner). Lige nu kan det fås i Netto for 45 kroner for billigste udgave, altså en prisstigning på 15 procent.
Men oksekødet spises på en dag, mens vi bygger med en forventet levetid på 50 år. Man kan derfor argumentere for, at afgiften på cement er alt for lille til at give en reel effekt.
I dag udleder en privatperson i Danmark cirka 17 ton CO2 om året ifølge en analyse fra Concito. For at overholde Paris-aftalens ambition om maksimalt 1,5 graders temperaturstigning, så skal hver dansker udlede under 1 ton CO2 om året.
Der er derfor brug for, at vi som borgere og virksomheder ændrer adfærd – endda ganske drastisk – og til det har vi brug for en markant CO2-afgift. En afgift, der kan ændre vores adfærd og en afgift, der tilskynder til investering i og udvikling af bæredygtige løsninger. Når vi giver rabatter, udhules det.
Lad os derfor holde fast i en ensartet afgift på tværs af alle sektorer. Dermed er det den, der forurener, der betaler.
