Af Henrik Garver, adm. direktør FRI; Henrik Winther, COWI; Eva Rindom, Atkins; Camilla Hviid Hummer, Artelia; Henriette Dybdal Cajar, SINUZ; Henrik Juul Sørensen, EKJ; Jens Brandt Bering, NIRAS; John Andresen, INGENIØR'NE; Ole Fritz Adeler, EnviDan; Per Christensen, WSP; Peter Gasberg, Frandsen & Søndergaard og Søren Brøndum, Rambøll, Altinget den 19. juni 2023
Regeringens planer om at halvere op mod hver anden kandidatuddannelse er et vigtigt ben i den uddannelsesreform, der skal øge udbuddet af arbejdskraft og sikre, at vi også i fremtiden har medarbejdere på det danske arbejdsmarked med de rigtige kompetencer.
Men uddannelsesreformen, hvis den gennemføres som planlagt, kan i sidste ende blive dyr for danske virksomheder og for det danske samfund. Det er vores dygtige medarbejderes ekspertviden, herunder de kompetencer de har fået gennem deres uddannelse, der i høj grad er med til at udvikle og styrke Danmarks position som vidensamfund.
De tekniske og naturvidenskabelige uddannelser udgør en helt central del af fundamentet for den danske vækstmotor. Når vi ser på behovene i rådgiver- og ingeniørvirksomheder fremover, så har vi brug for mere og bedre uddannelse til fremtidens medarbejdere – ikke kortere og ringere. Og det gælder både på STEM-området og på de øvrige områder.
Indtil videre ligger det i kortene, at det ikke er STEM-uddannelserne, der står for skud i forhold til at blive afkortet, da meningen er at påvirke uddannelsesretninger, der er ”mindre kritiske for samfundsøkonomien”. Det er naturligvis godt for de tekniske brancher. Men grundidéen om at afkorte kandidatuddannelser er fortsat foruroligende.
Både fordi virksomheder, som eksempelvis de rådgivende ingeniørvirksomheder, skal bruge eksperter fra mange faggrupper – eksempelvis har cirka 20 procent af de ansatte i medlemsvirksomhederne i Foreningen af Rådgivende Ingeniører en anden lang videregående uddannelse end en ingeniøruddannelse – men først og fremmest fordi det er en glidebane.
For kan vi reelt afgøre, hvilke uddannelser der i fremtiden er ”mindre kritiske for samfundsøkonomien”? Ikke mindst på lang sigt kan det være vanskeligt at identificere, hvilke opgaver der bliver de vigtigste. Hvis den nyeste udvikling inden for blandt andet kunstig intelligens tages i betragtning, skal vi måske regne med, at vi i fremtiden får endnu mere brug for medarbejdere, der kan stille de rigtige spørgsmål og vurdere kvaliteten af det givne svar? Og kan vi allerede nu vide, hvilken uddannelse de har?
På fremtidens arbejdsmarked vil vi få brug for en bred vifte af kompetencer for at løfte de opgaver, der venter.
Hvis først ”uddannelsesforkortelser” bliver et værktøj, hvilke uddannelser står så for tur næste gang?
Hertil kommer, at uddannelsesforkortelser kan blive en politisk glidebane. Forslaget til uddannelsesreformen, som det står lige nu, tilfører midler til uddannelsessystemet – men midlerne kommer fra uddannelsessektoren selv gennem besparelser på universiteternes taxameter (cirka 430 millioner kroner) og SU-besparelser (cirka 350 millioner kroner).
I denne omgang lægges der derfor op til, at pengene bliver i uddannelsessektoren, og det er positivt. Men, hvis først ”uddannelsesforkortelser” bliver et værktøj, der kan skaffe mere arbejdskraft og frigøre økonomiske ressourcer fra uddannelsessystemet, hvilke uddannelser står så for tur næste gang, Finansministeriet skal finde en milliard eller øge arbejdsudbuddet (når først de ”ikke-kritiske uddannelser” er blevet beskåret)?
Vi kan ikke som branche og som virksomheder levere globale spidskompetencer til de projekter, vi arbejder med, eller konkurrere på at være førende på viden, hvis hovedparten af de kandidater, vi ansætter i fremtiden, får en kortere uddannelse, der ikke er internationalt kompatibel.
49 lande samarbejder i øjeblikket omkring European Higher Education Area (EHEA) - også kendt som Bologna-processen – på at harmonisere niveauerne på vores uddannelser på tværs af grænser.
Hvis de danske kandidatuddannelser bliver dårligere, eller bare får ry for at være det, så bliver de samtidigt mindre attraktive. Både virksomhederne i Danmark og resten af verden vil i stedet søge deres kandidater andre steder, hvor uddannelserne svarer til de internationale standarder. Og de studerende vil søge de samme steder hen.
Både virksomhederne i Danmark og resten af verden vil i stedet søge deres kandidater andre steder, hvor uddannelserne svarer til de internationale standarder
Men lad os se på de andre muligheder for løsninger end uddannelsesforkortelser. Ingeniørbranchen er et levende bevis på, at det kan lade sig gøre at have et ”bachelor-arbejdsmarked” i en sektor, hvor der også findes kandidatuddannelser. Se blot samspillet mellem diplom- og civilingeniører.
Foreningen af Rådgivende Ingeniørers medlemsvirksomheder har et næsten perfekt 50/50 mix af kandidat- og diplomuddannede ingeniører. Vi skal bruge dem alle.
Hvorfor ikke udvikle tilsvarende modeller i andre dele af uddannelsessystemet, hvor der måske ikke er behov for, at alle nyansatte har femårige kandidatuddannelser som baggrund? Hvilket kompetencebehov efterspørger eksempelvis de offentlige arbejdsgivere? Kunne de aftage flere bachelorer? Eller BA (honours) kandidater som en parallel til diplomingeniøren blot for andre dele af det akademiske arbejdsmarked?
Det politiske greb ville være at udvide de eksisterende bacheloruddannelser med et halvt år, eller på anden måde at gøre dem mere fleksible ved at tilføre dem de samme ”stå af-/stå på-muligheder” som for diplomuddannelserne.
På den måde kunne der gives bedre muligheder for at ”stå af” en videregående uddannelse tidligere, men med et eksamensbevis i hånden, der kan give adgang til et job på det niveau, der passer til den enkelte person og den enkelte virksomhed. Det element kunne godt bygges ind i uddannelsessystemet, uden at vi svækker kandidatuddannelserne, som der lige nu bliver lagt op til.
Måske kan der skabes øget koordinering uddannelserne imellem, eller måske kunne færre, men stærkere faglige miljøer, gøre systemet mere effektivt?
Derudover er der masser af andre steder at tage fat. For der er udfordringer i universitetssektoren, som det vil være hensigtsmæssigt at kigge på, når regeringen og Folketinget er i reformtanker.
Det er oplagt at se på udbuddet: Er samtlige studieretninger, eller uddannelsessteder, nødvendige, for at dække det behov, vi har for specialister? Måske kan der skabes øget koordinering uddannelserne imellem, eller måske kunne færre, men stærkere faglige miljøer, med plads til flere studerende gøre systemet mere effektivt?
Sidst men ikke mindst, så bør vi huske på, at det politiske formål med uddannelsesreformen er at skaffe mere arbejdskraft til Danmark, ellers bliver selve øvelsen omsonst. Men hvis man virkelig er seriøs omkring at skaffe mere arbejdskraft gennem uddannelsestiltag, så er der faktisk et ret effektivt håndtag at skrue på, og det er at give adgang til flere internationale studerende på de danske videregående uddannelser.
