Af Henrik Garver, adm. direktør, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, Politiken Byrum d. 12. oktober 2022
1. november skal vi sammensætte et nyt Folketing. Og resultatet er mere uforudsigeligt end nogensinde. Hvad er så de overordnede udfordringer i den kommende tid, vi i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, kan se, at det nyvalgte Folketing og den næste regering skal håndtere?
Den første udfordring er usikkerhed. Vi har en krig i Ukraine og en ny sikkerhedspolitisk situation. Høj inflation, stigende renter og fortsat lange forsyningskæder, der risikerer at blive endnu mere pressede, hvis vi ender ud med endnu en bølge af corona denne eller næste vinter. Hertil kommer, at klimaforandringerne ikke venter på, at vi løser krig og corona.
Den næste udfordring er manglen på arbejdskraft. Som branche kæmper vi for at skaffe de kvalificerede hoveder og hænder, der skal til, for at vi kan løse de mange opgaver, der nødvendigvis skal løses inden for for eksempel den grønne omstilling, elektrificeringen af samfundet og Europas frigørelse fra afhængigheden af russisk energi.
Det bringer os til den tredje udfordring: Der er politisk mange ambitioner for, hvad vi kan opnå med den grønne omstilling, men der er ingen udsigter til, at de nødvendige ressourcer følger med. Det er en udfordring i byggeriet, i omstillingen af vores transport- og forsyningsinfrastruktur og reelt også i forhold til klimasikring.
Der er derfor rigeligt at gå i kast med for en kommende regering, hvis den vil bidrage til at understøtte løsningerne på de tre udfordringer. Først og fremmest skal vi gå mere strategisk til værks. Vi skal have reelle planer, der adresserer udfordringerne. Helhedsorienterede og gerne langsigtede.
Det er ikke nok at tænke i nødløsninger og quick fixes i den nuværende energikrise. Vi kan let komme til at stå i andre kriselignende situationer i de kommende år, og samtidig må skiftende kriser ikke blive en undskyldning for, at den grønne transformation af vores energisystem udskydes. Der skal prioriteres midler til at lave en national, helhedsorienteret plan for elnettet og fjernvarmenettet.
Der bør også laves en ny national mobilitetsplan, som kan hjælpe med at prioritere projekterne i infrastrukturplanen frem mod 2035. For som tingene ser ud nu, er der en vis sandsynlighed for, at den økonomiske situation vil medføre flere skift i prioriteringerne og rækkefølgen af infrastrukturprojekter. Hvis der skal prioriteres om, skal det ikke være hovsaløsninger fra projekt til projekt, men velovervejet i forhold til at understøtte en styrket mobilitet og mere grøn transport.
For rådgivere og ingeniører, der er med i de allertidligste faser af infrastrukturprojekter, har det stor betydning, at planerne og retningen er kendt. For ellers er det ikke givet, at de rigtige kompetencer er til rådighed, når vi har brug for dem til at løse projekterne i Danmark.
Den nuværende regering og det nuværende Folketing skal have ros for at have lyttet til branchen og klimapartnerskaberne i forhold til den nationale strategi for bæredygtigt byggeri. Den sætter en ambitiøs retning – selv om indsatsen, jævnfør udfordring tre, er underfinansieret. Men det gode arbejde med retningsgivende strategier forankret i brede forlig ser vi meget gerne fortsat som en del af grundlaget for udviklingen af byggeriet.
Udfordringen er dog ikke kun mangel på planer og retning. Den næste regering, hvis den vil gøre noget godt for byggeriet, bør også se på, hvordan den offentlige sektor køber ind. Et simpelt greb til effektivisering kunne være at gøre det obligatorisk for offentlige indkøbere at anvende AB-regelsættet uden fravigelser, når der købes bygge- og anlægsydelser. Det vil forenkle udbudsprocesserne og reelt billiggøre byggeriet.
I 2021 brugte FRI-virksomhederne alene 495 millioner kroner på tilbudsomkostningerne. Hertil kommer arkitekternes udgifter, entreprenørernes udgifter, bygherrernes egne udgifter. Fravigelser fra AB-systemet fordyrer byggeriet.
Sidst, men ikke mindst, er en forudsætning for, at vi kan skabe gode projekter, at vi som land og i de danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder har adgang til arbejdskraft. Vi ser ingen vej uden om, at de nuværende barrierer for udenlandsk arbejdskraft fjernes. Det gælder både i forhold til dygtige medarbejdere fra udlandet, og det gælder i forhold til udenlandske studerende. Der er brug for, at loftet over engelsksprogede uddannelser fjernes, så fødekæden til branchen ikke ødelægges.
Der er i den nuværende regeringsperiode ikke gjort meget for at sikre bedre adgang til højtuddannet arbejdskraft fra udlandet. Samtidig har planerne om udflytning af studiepladser en tydeligt negativ effekt i forhold til at få flere dygtige kandidater fra danske universiteter. Vi har brug for medløb på uddannelsesdagsordenen. Det gælder også i årene fremover, og også selv om den økonomiske krise skulle bide sig fast.
