FRI håber på en "historisk landbrugsaftale," der både gør op med omprioriteringsbidraget på miljø- og fødevareområdet og ændrer incitamenterne i landbrugsstøttesystemet.
Af Mads Jensen Møller, adm. dir. Nordiq Group, formand for arbejdsgruppen for bæredygtighed i FRI; Tom Heron, dir. Miljø, Energi og Vand NIRAS og Henrik Garver, Adm. Direktør i Foreningen af rådgivende ingeniører, FRI; Licitationen d. 6. oktober 2021
Landbrugsforhandlingerne kører for fuld kraft bag lukkede døre. Vi håber på et resultat, der med bred politisk opbakning sætter kursen for udviklingen af fremtidens danske landbrug sammentænkt med alle de øvrige interessenter i det åbne land.
Et økonomisk sundt landbrug som bidrager markant til den bæredygtige fødevareproduktion, der passer til en globalt voksende befolkning, har brug for gode rammer - både inden for forskning og udvikling af bæredygtige dyrknings-/opdrætsformer samt skalering af teknologi, dyrknings-/opdrætsformer mv.
Det ville være historisk!
Høj produktion og værdiskabelse i erhvervet skal gå hånd i hånd med bedre dyrevelfærd, øget biodiversitet, bedre vand-, natur- og miljøkvalitet, øgede rekreative muligheder, turisme samt behovet for at bruge landskaberne til at afbøde konsekvenser af ekstrem nedbør. Og endeligt og meget væsentligt; at bidrage til lagring af kulstof og dermed det nationale mål om klimaneutralitet i 2050.
Med andre ord, er der mange samfundsvitale områder hvor landbruget, som forvalter af 60 procent af arealerne i Danmark, er den væsentligste aktør. Og når landbrugerne arbejder med at udvikle praksisser og teknologi i bæredygtig retning, er der mange bundlinjer – og ikke kun klima - som påvirkes og derfor bør tages i betragtning.
Den ene landmand har måske gode muligheder for at arbejde med dyrevelfærd og øgede rekreative muligheder i landskabet. En anden kan tilbageholde næringsstoffer, forsinke afstrømning af ekstremnedbør og lagre kulstof i vådlagte lavbundsområder, som desuden kan understøtte et rigt dyre- og planteliv. Mulighederne vil være forskellige.
Det oplagte er derfor at igangsætte en analyse af, hvordan vi gradvist kan ændre incitamenterne i landbrugsstøttesystemet.
Det samlede støttebeløb bør opretholdes, men fordelingen ændres i henhold til den samfundsmæssige nytteværdi, erhvervet præsterer på bundlinjerne nævnt ovenfor. Som et vigtigt element i dette skal der ses på, hvordan landmænd som ikke har mulighed for at levere på nogle af disse bundlinjer kan engangskompenseres for overgangen til mindre lukrative men mere bæredygtige driftsformer.
Klog regulering indvarslet i god tid skaber hensigtsmæssig udvikling, erhvervsmæssige vindere og styrket eksport på den lange bane. Som et vigtigt element bør analysen arbejde med, hvordan der etableres troværdige udgangspunkter at måle forbedringer op i mod.
Som blandt andet erfaret i Seges’ og Økologisk Landsforenings arbejde med klimaregnskaber på bedriftsniveau (Landbrugets klimaværktøj), er sådanne baselines ikke enkle at fastlægge og effekterne af nye tiltag svære at kvantificere præcist. Det er en vanskelig - men meget vigtig - opgave.
Desuden bør værktøjerne til beregning af den samfundsmæssige værdi af de forskelligartede indsatser, de såkaldte eksternaliteter, videreudvikles.
Dette for at opnå en anerkendt metode til værdisættelse af eksempelvis forsinkelse af ekstremafstrømning, forbedret biodiversitet eller øgede rekreative kvaliteter i et landskab. Og endelig bør ændringerne i landbrugsstøtten søges indført på EU niveau for at imødegå udflytning af produktion til lande, hvor kravene i forhold til at arbejde med de forskellige elementer af bæredygtigheden kan være lempeligere.
Alt dette samtidig med at forskning, udvikling, afprøvning og skaleringsaktiviteterne indenfor den samlede fødevaresektor stimuleres væsentligt. Der er nemlig fortsat vigtige landvindinger at gøre gennem forskning og udvikling.
Eksempelvis har det nydannede Innovationscenter for Økologisk Landbrug en lang række vigtige og visionære projekter på bedding. Projekterne er defineret i samarbejde en lang række af aktørerne i hele fødevareværdikæden og har titler som: stribe-dyrkning, samdyrkning af konsumafgrøder, græsbaseret kødproduktion, klimaeffekt af kvæg på græs, regenerativ skovlandbrug mv.
Disse projekter er formuleret for at styrke økologiens leverancer på bæredygtighedsdagsordnen. Men det bagvedliggende mål er større end økologi. Det er et udviklingsarbejde der skal generere ny vigtig viden, som kan danne grundlag for et fremtidigt bæredygtigt dansk landbrug. Der skal fuld fart på sådanne projekter og de efterfølgende pilot-og skaleringsaktiviteter.
I dette lys må et oplagt første skridt være at fjerne omprioriteringsbidraget på miljø- og fødevareområdet som betyder, at Aarhus Universitet og DTU med flere nu for 12 år i streg har skullet reducere aktiviteterne på disse områder med to procent. Det er blevet til meget væsentlige nedskæringer på et område, som tværtimod bør opprioriteres.
Og derudover kan vi kraftigt opfordre til et løft af Gudp (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram som støtter udvikling inden for fødevarebranchen) fra 170 millioner i 2021 til fast minimum 300 millioner årligt fremover.
Lad os gøre landbrugsaftalen 2021 historisk!
