Af Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, Sjællandske Nyheder den 17. november 2023

I Villabyerne har der den seneste måned kørt en længere debat om anlæggelsen af Lynetteholmen.

Særligt Jacob Munk, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening lokalafdeling i Gentofte har stillet sig meget kritisk til hele projektet. En holdning, som naturligvis er helt valid.

En del af kritikken fra lokalformanden retter sig dog mod nogle af de miljøvurderingsrapporter, som en række rådgivende ingeniørvirksomheder har udarbejdet. Denne kritik er vi naturligvis nødt til at forholde os til. For det ligger imellem linjerne i debatten, at de rådgivere, By & Havn anvender, ikke kan være uvildige i sagen, da de jo er ”købt og betalt”.

At rådgiverne ikke er uvildige, er ikke alene usandt - det giver ingen rationel mening, og det er let at forklare hvorfor.

Kritik af denne type er ikke ukendt. Og den kan være forståelig og føles rationel, men den bunder desværre ofte i en sammenblanding af holdninger, følelser og fakta.

I takt med et bygge- eller anlægsprojekts størrelse, betydning og synlighed stiger interessen for det også. Derfor opstår der ofte en offentlig debat om især de største af disse. Og som i alle andre sager, der har fysiske konsekvenser i den virkelige verden, vil der være holdninger for og imod - og tit også en del følelser indblandet - Det er helt naturligt.

Men vi ser i den rådgivende ingeniørbranche desværre en tendens til, at disse følelsesbaserede holdninger ikke bare forsøger at overtrumfe fakta - afsenderne forsøger aktivt i processen at underminere det stykke arbejde, der er blevet lagt i, på faglig vis, at beskrive miljøkonsekvenserne af projekterne - de uvildige VVM-rapporter. Og det er uheldigt. For det er kun ved at have et oplyst og faktuelt grundlag, at vi kan vurdere, hvordan vi bedst griber udviklingen an.

Et typisk argument i disse angreb er, at undersøgelserne ikke har været grundige nok - og at der er konsekvenser, der ikke kan udelukkes. Og det er naturligvis korrekt, at man altid vil kunne opstille hypotetiske worst case-scenarier.

Det kan man i langt de fleste henseender, hvor virkeligheden er en faktor. Det vil altid være en konkret vurdering, om de risici, der kan være, er nogen, der skal tages i betragtning.

Og her er det jo en vigtig pointe, at det i sidste ende er myndighederne, der godkender og vurderer, om alt er ok i forbindelse med en miljøvurdering. Det har de i det her tilfælde vurderet, at det er.

Dokumentationen for VVM'erne på Lynetteholmen er i øvrigt offentlig tilgængelig og fylder næsten 1000 sider.

Til sidst må det slås fast, at rådgivere under ingen omstændigheder kan ”bestilles” af en bygherre eller myndighed til at levere et bestemt resultat i en VVM-analyse. Det er simpelthen ikke sådan, det virker.

Der foreligger en ganske stram og specifik lovgivning på området i forhold til, hvordan rapporterne skal bestilles og udformes. Men endnu mere fundamentalt: Det ville være stik imod den enkelte rådgivervirksomheds interesse at ”dreje” en miljøvurdering, for deres forretningsmodel er bygget op om uvildighed og ekspertise. Uden dette har de ingen eksistensberettigelse.

Det er en ærgerlig tilgang at kritisere rapporten frem for at tage afsæt i VVM-rapporterne som det neutrale grundlag for en kvalificeret debat om selve projektet.