Debat: Renoveringer skal forebygge sociale problemstillinger

Hvis vi skal have gode renoveringer af den almene boligsektor, er det ikke nok at udskifte køkkener og klimaskærme. Renoveringerne skal bruges til at forebygge sociale problemstillinger som ensomhed, skriver Ib Enevoldsen formand for FRI og adm. direktør i Rambøll i et debatindlæg i Altinget.

Af Ib Enevoldsen formand for FRI og administrerende direktør i Rambøll Danmark, Altinget den 3. juni 2020

Det er virkelig positivt, at et bredt flertal i Folketinget har besluttet at afsætte 30,2 milliarder kroner til renovering af de almene boliger i Danmark. For det øger beskæftigelsen under coronakrisen og kommer beboerne til gavn. Det er også yderst positivt, at renoveringerne er grønne og skal skære 47.000 ton af CO2-udledningen fra boligerne, svarende til, hvad det koster at opvarme 38.000 lejligheder.

I rapporten fra Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren har vi netop peget på de lavt hængende frugter i den almene sektor, når det gælder energirenovering. Det er her, man hurtigst kan sikre energioptimering, når man sammenligner med den øvrige bygningsmasse i Danmark.

Men vi opnår ikke kun gode renoveringer af den almene boligsektor ved at udskifte køkkener og opgradere klimaskærme. En helt central dimension, som vi ikke må glemme, er den sociale bæredygtighed. Her er fokus at øge beboernes trivsel, samtidig med at de fysiske rammer fremtidssikres.

Og hvordan gør man så det?

Forebyg sociale problemstillinger

Vores erfaringer hos Rambøll, hvor vi rådgiver flere almene boligselskaber, viser os, at det er en rigtig god og billig investering for boligselskabernes at lave en grundig forundersøgelse af beboernes ønsker og behov, inden renoveringsarbejdet sættes i gang.

Det vil typisk ske gennem antropologiske undersøgelser, hvor der er fokus på beboernes liv og hverdag: Hvordan bruger de deres bolig, fællesfaciliteterne og udearealerne, og hvilke fysiske forhold er med til at fremme deres livskvalitet og det fællesskab, de ønsker.

En sådan tilgang gør det muligt at udnytte renoveringerne til at forebygge sociale problemstillinger. I Rambøll har vores arkitekter blandt andet udarbejdet et studie om, hvordan man kan forebygge ensomhed gennem sociale renoveringer i tæt samarbejdet med Danmarks Almene Boliger, BL, Realdania og Landsbyggefonden.

En god investering

Netop ensomhed er et samfundsproblem, der anslås til at koste i omegnen af 7 milliarder kroner årligt, og det rammer blandt andet den ældre del af befolkningen, hvor flere bor i almene boliger. Her kan man øge beboernes trivsel ved at udnytte den fysiske renovering til at fremme løsninger, der øger fællesskab og styrker naboskab. Den antropologiske tilgang til renoveringsprojekter er en god investering af flere årsager.

Den tager afsæt i beboernes hverdagsliv og inddrager dem, så de føler ejerskab og engagement til renoveringen, og på den måde undgår man, at investeringerne risikerer at være spildte. Det gør boligerne og boligkvartererne endnu mere attraktive for tilflyttere, hvorved man opnår en vedvarende god udvikling i de almene bolig sektor. Samtidig er det med til at opbygge en nyttig viden blandt antropologer, arkitekter og andre rådgivere, som kan bruges bredt i den almene boligsektor, når nye renoveringsprojekter sættes i gang. 

Læs flere debatindlæg fra FRI

Debat: Hvor der er vilje, er der en vej
Debat: Hvor der er vilje, er der en vej
Danmarks veje har brug for vores opmærksomhed. Og de har først og fremmest brug for, at nogen lægger en plan. Både for, hvordan vi får standarden på vejene op på et acceptabelt niveau og holder det i fremtiden, og for, hvordan vi får vores transportinfrastruktur til at spille sammen med vores ambitioner for den grønne omstilling. Det overskyggende problem er manglen på en samlet og bæredygtig mobilitetsplan for Danmark.