Af Henrik Garver, adm. direktør FRI; Dagens Byggeri den 17. maj 2023
Vi ser det desværre lidt for ofte, at store bygge- og infrastrukturprojekter i Danmark sejler. Ofte bliver skylden sendt retning af byggeriets mange forskellige virksomheder. Men det er ikke nødvendigvis helt retfærdigt Al erfaring viser, at særligt de offentlige bygherrer i Danmark får igangsat kæmpestore projekter - eksempelvis supersygehusene - på et grundlag, der er så spinkelt og uklart fra starten, at det kun kan ende galt.
I langt de fleste cases, er det åbenbart, at der helt fra starten, ikke har været afsat den nødvendige økonomi, til at gennemføre projekterne.
Resultatet er, at budgettet sprænges, at tiden bliver overskredet og at der ikke er reserver til det uforudsete. Og desværre ser vi, lidt for ofte, politiske prestigeprojekter (også i en mere lokal-kommunal kontekst) blive sat i gang ud fra devisen: Hellere komme galt afsted end ikke komme afsted!
Og det er et skidt udgangspunkt, for det fører let til konflikter og tvister, når først projektet faktisk skal realiseres.
I Norge er der, til forskel fra Danmark, en ret høj succesrate med de offentlige projekter. 85% af de store statslige bygge- og anlægsprojekter er kommet mål under budget og inden for tidsrammen. Og hvordan kan det lade sig gøre?
Norge oplevede indtil for ca. 10 år siden store overskridelser af budgetter og tid på de store offentlige projekter. Som vi også kender det herhjemme.
Det tog man konsekvensen af ved at bygherrer og det politiske system indgik et formaliseret samarbejde med en række universiteter om bedre projekter.
Samarbejdet betyder, at de tre parter i fællesskab, ved meget store projekter, ser på, om budgetterne er realistiske ift. projektet. Hvis de ikke er realistiske, må bygherren vurdere, om projektet alligevel skal gennemføres, men ud fra nye realistiske budgetter, eller om projektet eventuelt skal gennemføres i en anden, reduceret form.
Hvis vi i Danmark overvejer den samme model, så undgår vi, at optimismen overskygger fornuften.
Der skal naturligvis ligge valide analyser til grund for beslutningsprocessen, og beslutningstagerne skal benytte de erfaringer, der er høstet på tilsvarende projekter.
Nok så vigtigt, skal de politiske beslutningstagere være forberedt på, at et ønsket projekt måske så ikke alligevel kan realiseres, når først der har været et reality check.
Får vi i Danmark en model, som den der findes i Norge, hvor grundlaget for budgettet bliver lagt fast ud fra en mere realistisk model, vil en stor del af de budgetoverskridelser, vi ser i dag, kunne undgås - hvis, vel at mærke, at bygherrerne undlader at kræve ændringer, senere i processen.
Det er selvsagt en grundlæggende præmis for, at vi vil kunne gøre det bedre i fremtiden.
Et bedre beslutningsgrundlag for megaprojekter i Danmark er værd at overveje.
