Grønt byggeri er centralt i den grønne omstilling. Danmark bør derfor arbejde hårdt for at få indført CO2-krav til byggeriet i den europæiske lovgivning. I bygningsdirektivet er det afgørende med fokus på den indlejrede CO2 i bygninger, skriver ingeniører, arkitekter og Rådet for Grøn Omstilling i et fælles debatindlæg.
Af Claus Ekman, direktør i Rådet for Grøn Omstilling; Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI; Lene Espersen, direktør i Danske Arkitektvirksomheder og Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen IDA, Altinget d. 2. februar 2022
EU-Kommissionen fremlagde sidst i 2021 sit forslag til en revision af Energy Performance Building Directive (EPBD). Bygningsdirektivet, som det hedder på hverdagsdansk, indeholder mål og rammer for indsatsen til energieffektivisering af bygningsmassen.
Forslaget har flere gode elementer, men mangler at tage fat på en helt central problematik, nemlig den indlejrede CO2 i bygninger, altså den CO2, der udledes i forbindelse med materialeproduktion, byggeprocesser, løbende renoveringer og nedrivning. Hidtil har man udelukkende reguleret driftsfasen - altså CO2-udledning forbundet med blandt andet opvarmning, varmt vand og køling af bygninger.
Der er meget store emissionsreduktioner at hente ved at regulere den indlejrede CO2 i bygninger frem for kun at fokusere på driftsfasen.
Det vigtige her og nu er at sikre, at der bliver gjort en fælles indsats i alle medlemslandene i EU
Bygninger og byggeri står for omkring 40 procent af Europas klimabelastning, og heraf er andelen af den indlejrede klimapåvirkning støt stigende.
Studier viser, at den indlejrede CO2 i dansk nybyggeri står for 75 procent af bygningernes CO2-udledninger gennem en fuld livscyklus. På europæisk plan mangler der desværre grundige analyser, men der er umiddelbart ikke grund til at tro, at indlejret CO2 udgør en mindre andel i EU end på verdensplan, hvor det står for cirka halvdelen af klimapåvirkningen.
Ud over den væsentlige andel af de samlede udledninger er også timing et meget væsentligt aspekt, når man taler om indlejret klimapåvirkning. Da mængden af indlejret CO2 i høj grad knytter sig til materialevalg og byggeplads, har det stor betydning for udledninger her og nu, i modsætning til driften, der strækker sig over en lang årrække.
CO2-reduktioner på den korte bane er helt afgørende for opnåelse af vores klimamålsætninger, og her spiller de indlejrede klimapåvirkninger altså en vigtig rolle.
Men hvordan kan den indlejrede CO2 reguleres i Europa? Her er Danmark et foregangsland, da vi lige nu er det eneste medlemsland i unionen, hvor man har indført konkrete CO2-krav i byggeriet.
Man kan diskutere om kravene er ambitiøse nok, og om stramningerne frem mod 2030 kunne gå hurtigere, men uanset om den danske regulering bør forbedres og fremskyndes, så er den et væsentligt skridt foran den europæiske.
Ikke mindst er det danske arbejde med at sikre et rimeligt datagrundlag for reguleringen et vigtigt skridt, som andre lande godt nok følger, men som burde udbredes systematisk på EU-niveau.
Det vigtige her og nu er at sikre, at der bliver gjort en fælles indsats i alle medlemslandene i EU. Og det er her, at Bygningsdirektivet kommer ind.
Når nu forhandlingerne om EPBD’en begynder i EU-regi, bør det danske mandat være klart og ambitiøst. Danmark bør arbejde hårdt for at få indført CO2-krav til byggeriet i den europæiske lovgivning og på at skabe et europæisk holistisk syn på bygningers klimapåvirkning.
