Der er ikke tid til at nøle med at indføre CO2-loft

Opgaven med et CO2-loft er ikke uoverstigelig. Danmark har bare behov for en rammesætning, som vi kender det fra for eksempel Finland og Sverige, skriver Majbritt Juul og Henrik Garver i et debatindlæg i Altinget.

Af Majbritt Juul og Henrik Garver, henholdsvis Chef for energipolitik og bæredygtighed i FRI og administrerende direktør i FRI,) Altinget d. 11. februar 2021. 

Regeringens strategi for bæredygtigt byggeri, der blev fremlagt før jul, stiller krav til CO2-udledningen i nybyggeri – noget, som hele branchen har arbejdet for i mange år. Fremover skal vi ikke alene se på energiforbruget i drift, men også på klimagasser, som udledes ved produktion af byggematerialer og opførsel af bygninger. Initiativerne i strategien kan også genfindes i de anbefalinger der kom fra Klimapartnerskabet for Byggeri og Anlæg tilbage i marts 2020. Så langt så godt. Men når vi læser strategien fra regeringen, kan det både undre og ærgre os, at regeringen først vil lægge loft over CO2-udledningen i nybyggeri fra 1. januar 2027.

Der er ikke nogen grund til ikke at starte før – og specielt, hvis man kigger på Danmarks 70 procent-målsætning for 2030, er der faktisk rigtig god grund til at sætte tempoet i vejret. Det er ikke mere end et par måneder siden, at EU-landene besluttede at hæve klimaambitionerne fra 40 procent til 55 procents CO2-reduktion i 2030. Og flere af vores nabolande har allerede national lovgivning klar i forhold til byggeriet. Det gælder eksempelvis Holland og Frankrig, men også ikke-EU-landet Norge, så tiden er ikke til politisk nøl, men til, at Danmark på dagsordenen for bæredygtigt byggeri begynder at bevæge os frem i feltet.

Fundamentet er på plads

Opgaven er ikke uoverstigelig. Vi har allerede erfaringer med beregning af et byggeris klimaaftryk blandt andet fra DGNB-certificeringer (siden 2012) og analyser baseret på værktøjet "LCA-byg", som blev lanceret af Trafik, Bygge- og Boligstyrelsen i 2015. "LCA-byg" er offentligt tilgængeligt, gratis og baseret på den europæiske standard. Danmark har bare behov for en rammesætning, som vi kender det fra for eksempel Finland og Sverige. Vi er dog godt på vej med den frivillige bæredygtighedsklasse, som i øjeblikket afprøves i en toårig testfase og netop beskriver, hvilke bygningsdele og livscyklusmoduler som skal indgå et cetera. Derfor kan vi også sagtens fastlægge grænseværdier på det grundlag, som vi har nu og løbende justere efterhånden, som datagrundlaget bliver bedre. Det er fuldstændig samme proces, der blev anvendt ved indførelsen af skærpede krav til energieffektive bygninger i BR (Bygningsreglementet).

Vi har brug for at motivere bygherrer og projekterende til at vælge de miljøvenlige løsninger og fremme materialer med veldokumenterede miljødata Majbritt Juul og Henrik Garver, Chef for energipolitik og bæredygtighed og direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI)
Majbritt Juul og Henrik Garver, Chef for energipolitik og bæredygtighed og adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI)

Regulering er nøglen

Indrømmet, veldokumenteret LCA kræver valide data. Og gerne så produktspecifikke som muligt. Jo mindre produktspecifikke data, jo større usikkerhed er der om LCA-beregningen. Men dette skal ikke afholde os fra at stille krav til en byggeris klimaregnskab i BR. Grænseværdien kan i det første sæt af krav være mindre ambitiøs, og så kan den strammes.

Veldokumenterede materialer og høj datakvalitet kan belønnes i beregningerne ved for eksempel en gradueret vægtning, afhængigt af om et materiale har en EPD (miljøvaredeklaration) ingen mærkningsordning, eller der alene foreligger generiske data for materialerne. Der er brug for en række tiltag, som skal øge/hjælpe med incitamentet for materialeproducenterne til at udarbejde EPD'er. Krav er et tiltag. Vi har brug for at motivere bygherrer og projekterende til at vælge de miljøvenlige løsninger og fremme materialer med veldokumenterede miljødata. I FRI mener vi, at regulering er nøglen, og vi kan starte allerede nu.

Offentlige bygherrer kan gå forrest

Så længe at bæredygtighedsklassen er frivillig, så koster det ikke noget at inkludere en rimelig begrænsning på CO2-udledningen for det enkelte projekt. Så ville det være op til den enkelte bygherre at vurdere om de vil kræve, at deres byggeri lever op til disse standarder. Det kunne være en simpel, markedsdrevet løsning til at vænne branchen til disse niveauer inden et egentligt lovkrav senere skal træde i kraft.

Og her kunne de offentlige bygherrer, både i stat, regioner og kommuner, gå forrest som et godt eksempel. Ved helt reelt at stille krav, også selvom de endnu ikke er obligatoriske for private bygherrer. Igen ville det styrke markedet og efterspørgslen. Det endelige, bindende krav om et loft på CO2-udledning kan så efterfølgende indfases gradvist – for eksempel ved starte med visse typer eller klasser af bygninger – og senere udvides til at gælde for alle nybyggerier. Men reelt startende med CO2-krav til byggeriet allerede fra 2023.

Der er ingen grund til at vente fire år mere. For klimaet kan ikke vente.

Læs flere debatindlæg fra FRI