Årets Kronik fra følgende medlemmer af dommerkomitéen bag prisen Årets Byggeri: Henrik Garver, adm. direktør, FRI; Peter Stenholm, adm. direktør, EjendomDanmark; Palle Thomsen, adm. direktør, Danske Byggecentre; Louise Baastrup, Byggesocietetet; Scott Hollingsworth, arkitekt, Hollingsworth Pack, formand for dommerkomiteen, Årets Byggeri
Alene fremstillingen af beton står for 7-8 % af verdens CO2-udledning. Selv om meget af denne beton naturligvis anvendes til infrastruktur, viser det, at nybyggeri af boliger og erhvervsejendomme er en af de større klimasyndere. Derfor er det et udbredt synspunkt, ikke mindst blandt yngre arkitekter, at vi i store træk skal holde op med at bygge nyt.
I stedet må vi klemme os sammen i de bygninger, der allerede er, lyder synspunktet videre. Specielt i Danmark synes det umiddelbart ikke at være nogen svær opgave. Vi har et stort boligareal pr. indbygger, og med hjemmearbejde og nethandel er der også god plads i kontor- og butiksejendomme.
Hvor sympatisk udgangspunktet for disse holdninger end er, kan vi ikke holde op med at bygge nyt. Det er på globalt plan langt fra at være en farbar vej. Tværtimod skal vi – forstået som verdens byggesektor – bygge rigtigt meget de kommende årtier. Vi skal heller ikke gøre os illusioner om, at vi kan vente med at gøre det, til teknologien er udviklet så meget, at der kan bygges noget nær klimaneutralt.
Det handler ikke om at negligere klimaforandringer. Det er omvendt: Vi er nødt til at erkende, at klimaforandringerne allerede er så fremskredne, at de i sig selv vil give behov for nybyggeri.
Hans Joachim Schellnhuber, stifter og leder i Bauhaus Earth, talte om problematikken på sommerens verdenskongres for arkitekter i Bella Center i København – ved et tilfælde dagen efter den varmeste dag, der er målt i verdenshistorien. Han skitserede, hvad konsekvensen vil være af en global opvarmning på 2,7 grader frem mod 2100: I så fald vil bosteder for mellem 22 og 39 % af verdens nuværende befolkning blive ubeboelige – enten fordi temperaturen vil være for høj om sommeren, eller, mere almindeligt, fordi nuværende landområder vil blive indtaget af havet.
Det er altså storbyer over hele verden, der vil forsvinde, med mindre man forinden formår at bygge diger og anden kystsikring; et arbejde, der i sig selv vil være voldsomt CO2-udledende. Temperaturstigningen på 2,7 grader, som Schellnhuber tog udgangspunkt i, er en slags kompromis, hvor man anerkender den formelle målsætning i Paris-aftalen om en temperaturstigning på 1,5 grader, men også er realistisk nok til at inddrage den erfaring, at politiske målsætninger sjældent bliver efterlevet fuldt og helt.
Med denne forudsætning er det altså rundt regnet en tredjedel af jordens befolkning, der skal findes nye bosteder til inden for de kommende par generationer. Hvis ingen forbereder sig på denne opgave, kan forløbet blive blodigt. Gennem historien er det sjældent, at store befolkningsgrupper har flyttet sig, uden at det har medført krig og lidelse.
Der er altså ingen vej uden om, at der enten skal opføres kystsikring, eller nye boliger længere inde i landet, og at det skal ske med den teknologi, der nu engang er til rådighed, også selv om det vil indebære en yderligere klimabelastning. Det er et kapløb med tiden.
Den gode nyhed er her, at det er et kapløb, der kan vindes. Den dårlige nyhed er, at en sådan sejr forudsætter et opgør med vanetænkning.
I virkeligheden udvikler grøn teknologi sig hurtigt. Desværre er det en klar tendens, at fremskridtene bliver omsat i forbrug i stedet for at nedbringe klimabelastningen.
Det er en tendens, der for eksempel er meget tydelig i bilindustrien: Elbilens tid er oprundet, og brugervenligheden er i dag næsten lige så stor som ved biler, der drives af fossilt brændstof. Men nu og her er denne revolution ved at æde sig selv: Bilproducenterne lancerer stadigt større modeller af elbiler, fordi velstående forbrugere efterspørger dem. Dermed forbruger de også alle de sjældne metaller mv., der indgår i batterierne. Det betyder igen, at der umuligt kan produceres elbiler nok til alle.
Inden for byggeriet har vi set, at de nulenergi-ejendomme, der for blot et par årtier siden forekom at være en utopisk drøm, er blevet virkelighed. Men de medfører gener, f.eks. at man ikke kan åbne vinduet og få frisk luft ind på en vinterdag. Derfor er der stadig et energiforbrug i nye ejendomme.
Da folk samtidig ønsker mere plads i deres boliger, har man langt fra høstet den potentielle besparelse i energiforbruget, og dermed den potentielle nedbringelse af klimabelastningen, som den teknologiske udvikling kunne have medført.
Selv om ESG (Environmental, Social and corporate Governance, altså virksomheder, der viser samfundsansvar) er blevet udbredt, er det udsigtsløst at tro, at den slags problemer vil blive løst ved, at alle virksomheder og forbrugere viser god vilje og ansvarlighed. Det er i første række myndighederne, der må forholde sig til det, for eksempel gennem regulering eller gennem afgiftssystemer, der belønner den hensigtsmæssige adfærd.
Men virksomheder kan også gøre meget selv, i et samspil med myndighederne, uden at gå over i det egentligt altruistiske: Selv om vi er nødt til at bygge nyt, mens det endnu er klimabelastende, skal nybyggeriet også bruges til at udvikle os frem mod målsætningen om klimaneutralitet i byggeprocesserne og bystrukturen.
Eller, faktisk er det mere end neutralitet, der skal til. Hans Joachim Schellnhuber foreslog i sit oplæg under verdenskongressen, at man i langt højere grad går over til at bygge i træ. På den måde vil CO2 blive lagret i byggeriet, og de træer, der vokser op, vil stå for CO2-fangsten.
Som bekendt vil det tage lang tid, før så mange træer er vokset op, at det virkelig batter for byggesektoren. Men man skal for eksempel også arbejde med genbrugsbeton – på det felt synes vi at være kommet nærmere den dag, hvor kvaliteten er lige så høj som ved ny beton, men hvor CO2-udledningen fra produktionen er langt tættere på nul.
Byggevirksomheder og bygherrer kan også tage begreber som digitalisering og industrielt byggeri mere alvorligt. Det er begreber, der har været talt om i mange år, men mest ud fra en rent økonomisk betragtning. De har imidlertid også en ressourcemæssig vinkel. Standardisering og god planlægning hjælper med at undgå spild, og blandt andet i kraft af dette kan vi få meget mere bygningsareal ud af de samme ressourcer.
Det er ikke kun konservatisme, der får byggevirksomheder og bygherrer til at holde fast i gamle måder at gøre ting på. Det er også en i sig selv prisværdig stolthed over og respekt for ens fag. Men der bliver rigeligt behov for denne faglighed og kreativitet i en anden sammenhæng – nemlig når de eksisterende kontor- og butiksejendomme skal ombygges til et nutidigt behov, eller når boligejendomme skal gøres klar til at huse borgere, der måtte flytte fra steder, der ikke længere er beboelige. Ombygning er som regel mere klimavenligt end at rive ned og bygge nyt.
I andre tilfælde er det ikke så meget teknologi, der skal udvikles, som det er proces og organisation. Det skal være nemt for en bygherre at overskue, om det kan lade sig gøre at genanvende for eksempel vinduer og døre. Man skal erindre, at der er mange små og mellemstore byggerier, hvor der måske blot skal anvendes 50 vinduer, og hvor det i dag er langt det nemmeste at købe dem nye – hvilket ofte vil sige sejlet hele den lange vej fra Fjernøsten med dieselforbrugende containerskibe.
Det er i sandhed spændende år, byggesektoren står over for. Også lidt for spændende: Verdenskongressen i Bella Center var ikke bare et hyggeligt møde mellem kolleger fra hele verden; det var også indlæg efter indlæg med advarsler om, hvor vigtigt det er for verden, at branchen løfter sin del af klimaansvaret.
I den stemning kan det godt forekomme at være den lette løsning at standse byggeriet. Men det er at stikke hovedet i busken. I byggeriets klimakamp er det nødvendigt at udvikle og forfine sine våben, mens kampen endnu pågår.
