Vi har optimeret anvendelsen af landskaberne til produktion af fødevarer og ind til videre ikke reelt prioriteret de andre funktioner, vi som samfund kan drage nytte af.
Af Tom Heron, næstformand i FRI’s bæredygtigheds task force og bestyrelsesmedlem i FRI samt direktør for bæredygtighed i NIRAS, Altinget d. 9. december 2020.
Der er pres på naturressourcerne i det åbne land.
Vi har brug for, at Danmark viser vejen med en fødevareproduktion i et bæredygtigt landbrug med solid indtjening, en voksende vedvarende energiproduktion og et aktivt skovbrug, som understøtter biodiversitet, landskaber, ådale og vandløbssystemer, der udgør righoldige levesteder for dyr og planter.
Udjævning af ekstreme afstrømningshændelser, fastholdelse af næringsstoffer og kulstof i dyrkningslagene skal spille en afgørende rolle. Sidstnævnte så vandmiljø og klimaet skånes for uønsket algevækst, iltsvind og udslip af klimagasser. Landskaberne skal danne rammen om attraktiv bosættelse og rekreative formål.
Det er mange ting på én gang. Kommunernes Landsforening har da også i 2020 opgjort, at en rimelig opfyldelse af ønskerne til det åbne land vil kræve 140 procent af det nuværende areal.
Desværre går det ikke for godt. Biodiversiteten er ringere end nogensinde, oversvømmelser bliver hyppigere, og behovet for fødevarer til en globalt stigende befolkning vokser. Ønsker om smukke landskaber til bosætning og rekreative anvendelser stiger. Desuden skal landbrugets klimapåvirkning reduceres markant.
Vores måde at bruge det åbne land på har ført til ubalancer og interessekonflikter. Det er der vist enighed om. Mere fra samme skuffe er ikke vejen frem. Der er brug for at tale om helheder, og hvordan behov og ønsker i det åbne land bedst kan balanceres og understøtte hinanden.
Vi må lære af naturen og lade os inspirere af de mange kompromisser, der er opstået gennem hundrede års naturlig udvikling i samspillet mellem natur, miljø og et voksende samfund.
Naturens økosystemer drives af dynamiske processer, hvor forskellige plante- og dyrearter interagerer med hinanden i det fysiske miljø. Uendelige interaktioner binder arterne sammen og sikrer diversiteten og udnyttelsen af ressourcerne i økosystemet.
Som mennesker drager vi nytte af disse naturlige systemer og kredsløb til at producere fødevarer, rense spildevand og mange andre processer, som er grundlaget for vores liv på jorden. Hvis blot vi værner om økosystemernes naturlige robusthed, kan vi fortsat leve i symbiosen.
Ovenstående lyder som en beskrivelse af et utopisk, spirituelt hippieparadis eller som indledning til en 800-siders førsteårslærebog på biologistudiet. Yes. Men det beskriver også nogle kredsløb og balancer, som vi er stærkt på vej til at miste som følge af vores udbredte dræning og meget intensive anvendelse af arealerne.
Vi har optimeret anvendelsen af landskaberne til produktion af fødevarer og ind til videre ikke reelt prioriteret de andre funktioner, vi som samfund kan drage nytte af - for eksempel muligheden for at få renset næringsstoffer fra byspildevand og landbrugsproduktion i naturens eget rensningsanlæg og forsinkelsen af vand i oplandet ved ekstrem nedbør med oversvømmelser til følge - akkurat som vi så det i efteråret 2019 og foråret 2020.
Hvis vi ønsker, at der på sigt både skal være plads til intensiv udnyttelse af det åbne land i synergi med righoldig natur, biodiversitet og rekreative herligheder, så skal vi lære af de naturlige økosystemer og tænke i helheder og naturlige interaktioner, så vi skaber et bæredygtigt alternativ til den nuværende situation. Det vil kræve, at vi smider vanetænkningen og aktivt lærer af de økosystemer, der omgiver os.
Helhedstænkning er nødvendigt, hvis det ikke isoleret skal handle om tilbageholdelse af vand, biodiversitet, landbrugsproduktion, næringstilbageholdelse, klimagasemissioner eller noget helt sjette.
Alle interesser skal i spil, og planerne skal udvikles i partnerskaber, hvor alle skal vinde, og hvor det er en præmis at gå på kompromis. Den lokale og regionale forankring er afgørende, da løsninger findes lokalt, og ejerskab er altafgørende.
Vi skal dog være klar til at acceptere og afveje positive og negative effekter af en anden måde at bruge arealer og vandløb. Eksempelvis vil et projekt, som genskaber kontakten mellem vandløb og ådal, bevirke, at der kan tilbageholdes vand i ådalen ved ekstrem nedbør.
Ved oversvømmelser vil sediment og næringsstoffer aflejres i ådalen, så nedstrømsfjorde skånes. Er der ophobet fosfor i den tidligere landbrugsjord, vil det dog kunne mobiliseres, når vandløbet slippes fri, og der vil i en kortere årrække ske en afgasning af lattergas fra ådalen i skiftet mellem våde og tørre forhold.
Studier fra blandt andet USA og Skotland viser, at økosystemer, der fungerer tilnærmelsesvist naturligt, har en stor samfundsøkonomisk effekt, fordi vedligeholdelsesomkostningerne er små i forhold til tekniske systemer.
Investering i velfungerende økosysteminfrastruktur kan fungere i mange år, uden at der skal geninvesteres. I River Dee i Skotland er laksefiskeriet en milliardforretning for oplandet, og derfor værner man nidkært om det.
En behagelig bivirkning er, at vandet renses fra den spredte bebyggelse ved at udnytte lavteknologi og lade økosystemet klare den sidste del af rensningen. Det sker uden at kompromittere økosystemets evne til at levere laks.
Vi skal bruge vores viden inden for vandløb, ådale, økosystemservices, biodiversitet, land- og skovbrug, næringsstofreduktion, klimagasudledning, spildevand og økonomi til at skabe de bedst mulige løsninger i oplandene.
En bæredygtig forvaltning af ressourcerne i det åbne land kræver partnerskaber mellem kommuner, landbrug, skovbrug, Danmarks Naturfredningsforening, vidensinstitutioner, jægere, lystfiskere, ornitologer og en lang række andre foreninger og borgere med interesse i beskyttelse eller benyttelse i oplandene.
Vi skal have gang i et ægte samarbejde baseret på bedste viden. For så bliver løsningerne balancerede, bedre og holdbare.
Det er ikke nogen enkel opgave, men der er ingen vej uden om, og vi skal i gang nu.
