Uge 10 2024
Fravær af investeringer og en integreret national energistrategi for energisektoren betyder, at vi i perioder importerer sort strøm for at undgå ekstreme elpriser og i værste fald blackouts, viser FRI’s nye rapport State of the Nation 2024 Energi. 2024-udgaven af rapporten ”State of The Nation”, der hver fjerde år udgives af FRI, tegner ikke noget opmuntrende billede af Danmarks grønne omstilling, og hovedkonklusionen er, at den grønne elproduktion ikke kan følge med det samlede forbrug, og kommer heller ikke til det fremover, som tingene ser ud nu. Derfor må danskerne i fremtiden forvente enten et stigende antal timer med ekstremt høje elpriser og i værste fald blackouts. Eller vi må acceptere, at den grønne strøm blandes op med ikke-bæredygtig el.
På Årsmødet i går var et af højdepunkterne kåringen af Årets unge FRI Rådgiver 2024. Vinderen blev Jesper Stuhr Andersen, projektleder hos Rambøll, som vinder prisen foran et skarpt felt af deltagere for sit arbejde med at implementere CCS-løsninger på skandinaviske kraft/varmeværker. Stort tillykke til Jesper og de øvrige 4 stærke finalister: Janne Møller, senioringeniør for Rambøll i Odense; Mikkel Vindelev, Mechanical Engineering Senior Specialist hos COWI; Peter Morel, afdelingsleder hos COWI og Rasmus Søgaard, specialist i Energi, Bæredygtighed & Indeklima hos Artelia. De fem finalister er valgt som de stærkeste kandidater ud af et større felt af dygtige unge rådgivere, der var blevet nomineret af en række FRI-virksomheder.