Presseklip: FRI forventer øget konkurrence i toppen af branchen

Uge 11 2025

Presseklip: Vi forventer, at markedet for rådgivning vokser i de kommende år 

I en artikel i Licitationen om rådgiverbranchens forventede tilstand de kommende år, udtaler adm. direktør i FRI, Henrik Garver:

 - Jeg tror, vi vil se flere store rådgivere frem for, at de fire-fem største vokser massivt meget mere. Flere af de mellemstore vil kunne vokse gennem opkøb og fusioner, og der kommer større kamp om at være i top fem, lyder det fra Garver, som peger på blandt andre Norconsult, Afry og Jacobs. (Licitationen)

Presseklip 2: Årets vinder af Årets Unge FRI-rådgiver 2025 og årets Diversitetspris

I forbindelse med FRI’s årsmøde torsdag d. 6. marts blev årets Unge FRI-rådgiver kåret. Foran et skarpt felt af nominerede blev vinderen Christina Maria Jørgensen, der med en uddannelsesbaggrund som landskabsarkitekt på kort tid har etableret sig som en markant leder inden for miljøkonsekvensvurdering og strategisk planlægning. Årsmødet var hovedsageligt præget af den alvorlige sikkerhedspolitiske situation, der udspiller sig på verdensscenen, og kåringen af årets unge Fri-rådgiver var ifølge Licitationen et lys i mørket. (Licitationen)

Om aftenen efter årsmødet blev FRI’s diversitetspris uddelt for 2. gang. WSP Danmark endte med at vinde på baggrund af deres arbejde med en inkluderende kultur i en global virksomhed. (Bygtek)

FRI på LinkedIn: Hvordan bliver vi robuste over for fremtiden?

I et LinkedIn-opslag gør adm. direktør i COWI og FRI’s ny-genvalgte bestyrelsesleder, Henrik Winther status ovenpå sidste uges årsmøde. I opslaget kommer han ind på temaet for årsmødet, hvad han tager med sig fra mødet, og hvad rådgiverbranchen vil have fokus på i den kommende tid:

-Der er brug for et styrket nordisk samarbejde (..) Vi kan lære meget af vores naboer mod nord (..) Der er hårdt brug for de løsninger, som vi i rådgiverbranchen kan bidrage med -.