Presseklip: Nyt direktiv sætter retning for et grønnere byggeri i Europa

Uge 12 2024

Nyt direktiv sætter retning for et grønnere byggeri i Europa

Flere medier skrev i sidste uge om det nye Bygningsdirektiv, Energy Performance of Buildings Directive 2024. Et direktiv, der falder i god jord hos adm. direktør i FRI, Henrik Garver. ”Det er en glædelig nyhed, at Europa-Parlamentet endelig er i mål med planerne. De har jo været længe undervejs. Nu skal vi dykke ned i alle detaljerne og se præcis, hvad de nye krav kommer til at betyde. Men det står allerede klart, at byggeriet i Europa bliver mere ambitiøst, når det gælder energieffektivitet og senere også LCA-krav. Og det er jo ubetinget positivt for klimaet,” forklarer han. (Ingeniøren, Buildingtech, proing.dk og Byggeplads.dk) 

15 aktører i fælles opråb - Det haster at få fastlagt nye klimakrav til byggeriet

Torsdag bragte Altinget et debatindlæg, fra bl.a. FRI’s direktør Henrik Garver og 15 andre aktører i byggebranchen, hvor de opfordrer til, at der hurtigst muligt bliver indgået en aftale om nye ambitiøse LCA-krav til byggeriet. ”Lad os slå det fast med syvtommersøm: Byggebranchens CO2-aftryk skal nedbringes. Det er et ønske, som vi deler på tværs af branchen og således et erklæret mål for de interesse- og brancheorganisationer, som er medunderskrivere her. For det er åbenlyst, at det er uholdbart, hvis vi fortsætter med at bygge med så højt et klimaaftryk som i dag, hvor byggebranchen skønnes at stå for cirka 25 procent af det danske CO2-regnskab,” skrives der blandt andet i indlægget. (Altinget)

Flot dansk afsmitning på global rangliste af miljø og bæredygtighedsrådgivere

Danske styrkepositioner inden for vind og vand bidrager til stærk dansk afsmitning på global top-100 af miljø- og bæredygtighedsrådgivere, skriver Sustain Report. Tre danske rådgivervirksomheder er blandt de 100 største rådgivere. (Sustain Report)