Presseklip: Her er seks forslag til en akut klimapakke

Uge 46 2023

Her er seks forslag til en akut klimapakke

Klimaforandringernes konsekvenser for den danske infrastruktur, bygningsmasse og urbanisering forudses at blive en af samfundets største udfordringer de kommende årtier - men måske den dårligst forberedte, skriver adm. direktør i FRI, Henrik Garver, sammen med en række debattører i en kronik i Berlingske. ”Klimaforandringerne er en af de største udfordringer, vi står over for. De vil have en betydelig indvirkning på vores infrastruktur, herunder veje, broer, energianlæg, teleinfrastruktur og andre bygninger og anlæg”, lyder det fra debattørerne, som opfordrer til, at der hurtigt træffes politiske beslutninger om en plan, der forbereder Danmark på en ny klimavirkelighed. (Berlingske)

Rådgivende ingeniører skruer op for efteruddannelse

”Vores vurdering er, at efteruddannelse drives af behovet for, at virksomhederne kan tilbyde de rigtige ydelser i markedet med blandt andet stigende krav til bæredygtighed og en markant øget digitalisering, der generelt forandrer rådgiverydelserne i rigtig mange sektorer”, skriver FRI i en pressemeddelelse. Efteruddannelse er også et vigtigt element i at styrke tilknytningen af medarbejdere og tiltrækningen af nye medarbejdere til den enkelte virksomhed.

FRI er desuden omtalt i forbindelse med kritik af finansieringen til regeringens klimatilpasningsplan og vedr. ”Guide til den gode forhåndsdialog”. (Ingeniøren)

Dilemma-undersøgelse: Bygningsreglementet skal understøtte bæredygtighed byggeriet

Ny pilot-undersøgelse fra Strateginetværket for bæredygtigt byggeri kortlægger de steder i BR18, hvor byggeriets praktikere oplever dilemmaer mellem BR18s mange krav og regler på den ene side og ønsket om et grønnere byggeri på den anden, i forbindelse med udgivelsen af den nye rapport "BR18 og bæredygtighed - 12 dilemmaer fra byggeriets praksis. FRI og Danske Arkitektvirksomheder har undersøgt sagen ved hjælp af et spørgeskema, som tidligere på året blev udsendt til praktikere i hele byggeriets værdikæde. Organisationerne modtog i alt 133 besvarelser på spørgsmål om, hvad det er ved reglementet, der afholder branchen fra at bygge bæredygtigt. (Ingeniøren, pro.ing.dk/buildingtech, BygTek)