Uge 6 2024
EU-kommissionen har i denne uge offentliggjort sit udspil for et 2040-klimamål og sætter her en ambition om en 90 % reduktion af CO2-udslippet sammenlignet med 1990. Et delmål mod klimaneutralitet i 2050, der svarer til de danske planer på området. Den udmelding glæder adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, Henrik Garver: ”Det er godt at se, at kommissionen har fulgt anbefalingerne fra det europæiske klimaråd. Det havde blandt andre Danmark klart opfordret til, og det giver ro i maven at vide, at der nu ligger en stabil plan med et ambitiøst mål for den grønne omstilling – også når vi ser et stykke frem i tiden”, udtaler han. (Bygtek)
FRI har i en pressemeddelelse meldt ud, at man tilslutter sig Reduction Roadmap med en anbefaling om, at man hurtigst muligt gennemfører en analyse af muligheder og konsekvenser af markante skærpelser af udledningskravene. (Byrummonitor; Bygtak, Dagens Byggeri)