Presseklip: Robusthed slår positivt igennem

Uge 7 2024

Robusthed slår positivt igennem

Børsen begynder i den kommende tid at dække regnskaberne og udviklingen i de største rådgivende ingeniørvirksomheder. Adm. direktør i FRI, Henrik Garver, giver i en artikel om Sweco Danmark et brancheperspektiv på udviklingen: ”Virksomhedernes robusthed i kraft af deres størrelse slår positivt igennem. Når der er lidt knas med f.eks. byggesektoren, så er det, at de store aktørers volumen betyder noget”, forklarer han om en situation, hvor de store virksomheder har mulighed for at flytte ressourcer fra det ene kompetenceområde til det andet. (Børsen)

Stor stigning i brug af AI i byggebranchen

Det viser Byggeriets Modenhedsmåling, som netop er udkommet. For andet år i træk har Contech stået i spidsen for en analyse af byggebranchens modenhed ift. grøn omstilling samt hvordan digitalisering, bæredygtighedsfremmende teknologi, kompetencer, ledelsesfokus og samarbejde spiller ind som midler til målet om at reducere byggeriets klimabelastning. Analysen er udført i samarbejde med bl.a. FRI. Sammenlignet med nulpunktsmålingen i 2023 er der særligt to tal, der er værd at bide mærke i: på ét år er brugen af kunstig intelligens firdoblet, og antallet af virksomheder i bygge- og anlægsbranchen der laver klimaberegninger er steget med 27%. (Pro.ing./buildingtech)

2040-klimamål giver ro i maven

EU-kommissionen har i denne uge offentliggjort sit udspil for et 2040-klimamål og sætter her en ambition om en 90 % reduktion af CO2-udslippet sammenlignet med 1990. Et delmål mod klimaneutralitet i 2050, der svarer til de danske planer på området. Den udmelding glæder adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, Henrik Garver: ”Det er godt at se, at kommissionen har fulgt anbefalingerne fra det europæiske klimaråd. Det havde blandt andre Danmark klart opfordret til, og det giver ro i maven at vide, at der nu ligger en stabil plan med et ambitiøst mål for den grønne omstilling – også når vi ser et stykke frem i tiden”, udtaler han. (Dagens Byggeri)