FRI Pressemeddelelse: Danske rådgivere lykkes med oprustning i et svært marked

Trods den udfordrende situation med mangel på arbejdskraft har de danske rådgivere sidste år formået at vækste på antallet af medarbejdere, viser tal fra Foreningen af Rådgivende ingeniører, FRI, der også antyder årsagen til udviklingen.

Den nyeste videnopgørelse fra Foreningen af Rådgivende ingeniører, FRI, der opsummerer nøgletal fra 2021-videnregnskaberne i FRI’s medlemsvirksomheder til brancheniveau, er udkommet. Og rapporten indeholder positive noter for branchen i en udfordrende tid.

Tallene indikerer, at de danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder imødegår manglen på kvalificeret arbejdskraft med en vis effektivitet. For selvom stort set alle FRI’s medlemsvirksomheder stadig melder om mangel på ingeniører og medarbejdere i andre faggrupper, var medarbejderomsætningen i 2021 historisk høj – og antallet af tiltrådte medarbejdere oversteg antallet af fratrådte i væsentlig grad.

I alt beskæftigede FRI’s medlemsvirksomheder pr 1. januar 2022 12.916 medarbejdere. Det er 656 mere end året før og en stigning på 5,4%. Medarbejderomsætningen fordeler sig på 22% nytiltrådte medarbejdere og 16% fratrådte.

Tiltag ser ud til at virke

Tallene glæder adm. direktør i FRI, Henrik Garver:

- I et marked, hvor vores medlemsvirksomheders vækst primært er begrænset af, hvor meget kvalificeret arbejdskraft, det kan lade sig gøre at tiltrække, er det virkelig positivt at se, at det hårde arbejde, virksomhederne har lagt for dagen på denne front, ser ud til at give pote. Vi har en formodning om, at en af de ting, der spiller ind, sammen med en generelt øget rekrutteringsindsats er vores tiltag for at gøre FRI-virksomhederne mere attraktive som arbejdspladser – for alle grupper af medarbejdere, siger han og uddyber:

- Statistikken for 2021 viser stigende investeringer i efteruddannelse blandt vores medlemmer. Vi har også iværksat en koordineret indsats på blandt andet barselsområdet, hvor vi som branche har anbefalet alle medlemsvirksomheder at tilbyde 11 ugers fuld løn i den øremærkede barsel til anden-forælder. Og jeg tror, at det er tiltag som disse, der afspejler sig i de mere detaljerede tal for medarbejderstaben på brancheniveau.
Her ser vi både, at andelen af kvinder i branchen er steget for tredje år i træk, og at andelen af kvinder på ledelsesniveau er steget sammenlignet med 2020. I en branche, der traditionelt set har kæmpet med en skæv kønsfordeling, er det en indikation af, at vores initiativer for diversitet og ligestilling har en effekt –som minimum på de parametre, vi kan måle.  

Imageudfordring blandt studerende

Der er dog stadig specifikke udfordringer på rekrutteringsområdet, hvor den seneste videnopgørelse viser, at der stadig er arbejde at gøre for de rådgivende ingeniører. Sammenligner man med året før, ser man nemlig et lille fald i de største medlemsvirksomheders image blandt studerende. Ikke et kritisk fald, men ifølge Henrik Garver dog en vigtig reminder om, at en målrettet indsats for at tiltrække næste generation af ingeniører stadig er nødvendig: 

- Over en bred kam kan vi se, at et område, hvor vi i hvert fald KAN sætte ind, rekrutteringsmæssigt, er, når det kommer til de yngste medarbejdere. Her skal vi blive endnu skarpere på at få kommunikeret, at man som rådgiver både er sikret fordelagtige arbejdsvilkår og en fornuftig work/life balance, mens man samtidig er en bærende del af løsningen, når vi som samfund i de kommende år skal gennemføre den grønne omstilling, siger han.

Link til Videnopgørelsen 2022

Læs flere pressemeddelelser

Pressekommentar: Ny tillægsaftale er en klar forbedring af universitetsreformen
Pressekommentar: Ny tillægsaftale er en klar forbedring af universitetsreformen
Den nye tillægsaftale til universitetsreformen, der grundlæggende forandrer kandidatuddannelserne i Danmark, indeholder en række forbedringer omkring erhvervskandidatuddannelser, så reformen nu bliver et reelt fundament for at styrke uddannelserne inden for STEM-fagene (Science, Technology, Engineering, Mathematics).