FRI Pressemeddelelse: Rekordindtjening for andet år i træk ruster danske rådgivere til fremtiden

Indtjeningen i de danske rådgivende ingeniørvirksomheder ligger for andet år i træk rekordhøjt, viser nye tal fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI – og det ruster branchen mod en usikker fremtid.

Det har – på brancheniveau – været et godt år for de danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder. FRI’s store Brancheundersøgelse for 2021 viser, at omsætningen i medlemsvirksomhederne sidste år landede på 13,9 mia. kr. Det er ny rekord, og det afspejler en samlet vækst i omsætningen på ca. 3,5%. Samtidig har branchen formået at fastholde den høje indtjening fra 2020. Beregnet ift. egenproduktionen blev 2021-overskudsgraden i FRI-virksomhederne på 7,4 % (EBIT).

Fordelt på sektorer er det fortsat byggeriet, der udgør den største volumen af FRI-virksomhedernes omsætning. Men væksten i 2021 er i særlig grad blevet trukket af en fremgang inden for energi-, industri- og procesrådgivning, herunder inden for pharma.

Opruster i udlandet

Tallene glæder administrerende direktør i FRI, Henrik Garver, selvom prognoserne for årets resultat faktisk var endnu højere:

- En brancheomsætning på 13,9 mia. kr. er et virkelig stærkt resultat, men sandheden er dog, at det faktisk er lidt lavere, end vi i FRI havde forventet i vores fremskrivninger for branchen. Baggrunden for det er, at eksporten af rådgivning fra Danmark er lavere end forudset. Det er dels en Corona-effekt, vi skal huske, at vi taler 2021, hvor der reelt gennem store dele af året var voldsomme rejserestriktioner, og dels kan vi se, at virksomhederne ændrer deres struktur. Det rejser spørgsmålet, om den relative nedgang i eksporten er et midlertidigt Corona-fænomen, eller om det er en mere blivende situation, hvor FRI-virksomheder i endnu højere grad internationaliseres gennem lokale datter- og søsterselskaber, fremfor gennem eksport af rådgivning fra Danmark.

Eksporten er faldet fra 2,5 til 2,4 mia. kr., hvilket skyldes, at COVID-19, og deraf følgende rejserestriktioner, udgjorde en væsentlig barriere for eksport af rådgivning i 2021. Samtidig er omsætningen i datterselskaber uden for Danmark øget med godt 3 % til 16,1 mia. kr. Eksport udgør 17 % af omsætningen i FRI-virksomhederne mod 19 % af omsætningen i 2020, og 20% af omsætningen tilbage i 2019. Den samlede internationale omsætning i FRI-virksomhederne var i 2021 på 18,5 mia. kr.

Rustet til en usikker fremtid

Henrik Garver ser det gode resultat – samt ikke mindst fordelingen af væksten – som en anledning til en forsigtig optimisme i forhold til den kommende periode:

- Vi ser ind i en usikker fremtid på den korte og mellemlange bane. Krig, inflation og forsyningskriser samt en Coronapandemi, der jo fortsat spøger i baggrunden, har, sammen med manglen på arbejdskraft, skabt usikkerhed, ikke mindst i byggeriet, som er en væsentlig sektor for mine medlemsvirksomheder. Det sænkede kommunale anlægsloft for 2023 bliver desværre en ekstra bremse, der øger usikkerheden yderligere. Derfor er jeg glad for, at langt de fleste virksomheder er kommet stærkt ud af 2021, det skaber en styrket robusthed for virksomhederne i en kommende svær periode. Men vigtigere er det, at jeg også allerede nu kan se, at der er fremgang inden for sektorer, der i mindre grad er påvirket af de samme faktorer som boligbyggeriet og det klassiske byggeri for offentlige kunder.

Læs flere pressemeddelelser

Pressekommentar: Ny tillægsaftale er en klar forbedring af universitetsreformen
Pressekommentar: Ny tillægsaftale er en klar forbedring af universitetsreformen
Den nye tillægsaftale til universitetsreformen, der grundlæggende forandrer kandidatuddannelserne i Danmark, indeholder en række forbedringer omkring erhvervskandidatuddannelser, så reformen nu bliver et reelt fundament for at styrke uddannelserne inden for STEM-fagene (Science, Technology, Engineering, Mathematics).