Pressemeddelelse: Ny undersøgelse viser, at flertallet af klasselokaler har så dårligt indeklima, at det kan måles på børns vejrtrækning.
I 17 ud af 21 klasselokaler viste det sig, at de har synlig fugt og skimmel på væggene. Det afslører et Ph.d.-projekt fra Aarhus Universitet. Projektet viser, at der er en klar sammenhæng mellem klasseværelser, der har kritisable niveauer af fugt, og skimmel, og børnenes helbred i form af nedsat lungefunktion og hvæsende vejrtrækning til følge.
”Det er dybt alvorligt, hvis Ph.d.-projektet fra Aarhus ikke blot er en uheldigt udvalgt stikprøve, men faktisk viser et mere generelt billede om tilstanden af landets skoler. Indeklima, der er så dårligt, at det ligefrem kan måles på børnenes helbred, kræver øjeblikkelig handling. Med folkeskolereformen har skoleeleverne fået mulighed for langt mere varierede, men også længere, skoledage. Det skaber både pædagogiske og fagligt didaktiske muligheder for at løfte såvel det faglige niveau som børn og unges sociale kompetencer. Men hvis de nye muligheder spildes, fordi vi har skolebygninger der ikke blot er uhensigtsmæssige i forhold til den basale undervisning, men decideret usunde for vores børn og unge, så er det manglende fokus på vedligehold af skolebygningerne ikke blot økonomisk uhensigtsmæssigt, men en reel gambling med børn og unges helbred og indlæring,” siger administrerende direktør i FRI, Henrik Garver.
Det sørgelige resultat kommer desværre ikke bag på Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI. For FRI’s store rapport State of the Nation 2016 viste nemlig et efterslæb på 25 mia. kr. i de kommunale bygninger – et beløb der faktisk er langt højere, hvis indeklimaet i folkeskolerne skal være efter de nye bygningsstandarder. Ifølge Sundhedsstyrelsen skyldes klasselokalernes dårlige indeklima blandt andet, at mange skoler er gamle og bygget så langt tilbage i tiden, at de ikke har skullet følge det nuværende bygningsreglement i forhold til eksempelvis ventilation.
”Dårligt indeklima koster hver eneste dag i tabt indlæring hos landets børn og unge. Også selvom man ikke kan sætte tal på tabet, er der ingen tvivl om, at det er en dårlig investering ikke at have et godt og sundt indeklima, hvor indlæring fremmes. Det giver jo ingen mening, da vi jo netop er et samfund, som skal leve af vores viden,” siger Henrik Garver. Han ved godt, at det kniber for kommunerne med at finde penge til eksempelvis bygningsrenovering. Han siger:
”Hvis tilbageløb af kommunernes omprioriteringsbidrag kunne anvendes til yderligere investeringer i de kommunale bygninger og veje, ville det dels medvirke som en kilde til finansierring, dels reducere udgifter til drift og vedligehold på længere sigt.”
Find ph.d.-projektet fra Aarhus Universitet her: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26643593