Pressemeddelelse: Ny international rapport: Ingeniørmanglen er global

En ny rapport fra den internationale sammenslutning af rådgivende ingeniørforeninger, FIDIC, sætter nyt lys på nogle af Danmarks alvorlige rekrutteringsproblemer.

Den nye FIDIC-rapport Nurturing Tomorrow’s Infrastructure Workforce; Capacity Building & Upskilling’ fremhæver adskillige af de samme problemer, som FRI længe har peget på, om mangel på arbejdskraft. Rapporten konkluderer, at manglen på ingeniører og STEM-kandidater er et globalt fænomen - et problem der strækker sig langt ud over de danske grænser. FIDIC-rapporten udkommer på et tidspunkt, hvor der i høj grad også er brug for flere ingeniører i Danmark.  Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI har igennem en længere periode dokumenteret, at behovet er akut.

96% af branchens virksomheder mangler ifølge FRI’s seneste konjunkturmåling ingeniører, og Adm. Direktør i FRI, Henrik Garver stiller sig uforstående overfor, at den enorme efterspørgsel ikke udmønter sig i en politisk ambition om at øge antallet af ingeniører:

- Jeg stiller mig stærkt kritisk over for den politiske linje, der er blevet lagt i forbindelse med reformen af universitetsuddannelserne i Danmark. Det vil føre til en beskæring i antallet af optagne på landets STEM-uddannelser, herunder ingeniøruddannelserne, og det er jo det diametralt modsatte af, hvad vi burde gøre, hvilket er at optage flere, forklarer han og fortsætter:

- Som samfund har vi en entydig interesse i, at der uddannes flere ingeniører. Virksomhederne efterspørger flere, universiteterne vil gerne uddanne flere, og de unge vil gerne selv være ingeniører. Det er bare ærgerligt, at de ikke får lov, særligt set i lyset af, at vi allerede mangler dem nu. Og det er meget svært at se, hvordan problemet skal løse sig selv, når der ikke bliver gjort mere fra politisk hold. Den nye FIDIC-rapport peger netop også på, at problemet er globalt, så vi kan ikke blot rekruttere dygtige folk i andre lande, og løse manglen ad den vej – de skal bruge dem selv. Vi får derfor i den grad brug for at uddanne de næste generationer af ingeniører herhjemme, hvis vi fortsat skal kunne levere på den grønne omstilling, digital infrastruktur, forsyningssikkerhed, sundhed, mobilitet og bæredygtigt byggeri, siger Henrik Garver.

Ungdomsuddannelserne er også en del af løsningen

Det er også andre steder i uddannelsessystemet, hvor der mangler medtænkning af STEM-fagene, ifølge Henrik Garver, kan den omdiskuterede reform af ungdomsuddannelserne klart forbedres, så det bliver tydeligt, at der er tale om et løft af STEM-kompetencer, og ikke det modsatte:

- I FRI er vi afventende i forhold til reformudspillet. Der er både gode og mindre gode elementer i forslaget. Eksempelvis peger en analyse fra IDA på, at det nye adgangsgivende karakterkrav på 6 potentielt set kan blive problematisk, da op til 12 procent af diplomingeniørstuderende og 6 procent af civilingeniørstuderende ikke ville være blevet optaget på STX, hvis karakterkravet havde været 6. Udspillet indeholder dog også nogle perspektiver, der potentielt kan styrke STEM-området, men det er i høj grad uklart, hvordan det påvirker de uddannelsesveje, der kan føre et ungt menneske frem til en karriere i en rådgiver- og ingeniørvirksomhed. De der modnes sent, eller de der har en særlig forkærlighed for matematik og teknik, og som hidtil har valgt HTX, hvilken type undervisning vil de blive mødt med på den nye EUX? spørger han og fortsætter:

- Et element, som vi dog allerede nu kan se, at vi kommer til at mangle, er, at der bør blive etableret en ny videnskabelig naturvidenskabsstrategi, der kan sætte en retning for samfundet, og dermed også for uddannelsesområder, i de kommende 8-10 år – som det har været tilfældet med den strategi, der netop er udløbet, slutter han.

På et internationalt niveau kunne man også med fordel udtænke en længere strategi, der kan sætte en retning for indsatsen mod mangel på arbejdskraft, mener Henrik Garver. Han påpeger, at FIDIC-rapporten er en vigtig påmindelse om de globale udfordringer med at tiltrække og uddanne tilstrækkeligt mange ingeniører og STEM-kandidater: 

- Det er et emne, som vi vil fortsætte med at have fokus på i FRI, og hvor FIDIC rapporten viser, at vi står over for en problemstilling, der ligner den, mange af de lande vi sammenligner os med, også har. Konkurrencen om arbejdskraften bliver i de kommende år hård som aldrig før, og når vi ser på lande som for eksempel USA og UK, så kan vi i Danmark lære meget af, hvordan vi som land kan brande os selv, og gøre det attraktivt at arbejde som ingeniør her. Vi skal som branche og virksomheder, såvel som blandt vores beslutningstagere i fællesskab arbejde på at løse det her problem. For det er os alle sammen, der kommer til at mangle de ingeniører og dygtige STEM-kandidater, der skal være med til at løse de kommende års udfordringer, slutter han.

Pressekommentar: Ny tillægsaftale er en klar forbedring af universitetsreformen
Pressekommentar: Ny tillægsaftale er en klar forbedring af universitetsreformen
Den nye tillægsaftale til universitetsreformen, der grundlæggende forandrer kandidatuddannelserne i Danmark, indeholder en række forbedringer omkring erhvervskandidatuddannelser, så reformen nu bliver et reelt fundament for at styrke uddannelserne inden for STEM-fagene (Science, Technology, Engineering, Mathematics).