Pressemeddelelse: Ny rapport om fremtidens byggeri opfordrer til handling

I de næste 40 år vil der i verden blive bygget lige så meget, som der hidtil er bygget gennem hele menneskehedens historie. Rapporten ’Fremtidens byggeri 2035’ fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører giver et bud på de enestående muligheder for at skabe et bygget miljø, der matcher fremtidens behov, muligheder og udfordringer. Men det kræver både politisk handling og at branchen tager ansvar for sin egen udvikling.


 

I adskillige år har vi diskuteret, hvordan stærke megatrends som globalisering, klimaforandringer og urbanisering præger verdens udvikling. Men vi ved ikke meget om, hvordan disse megatrends påvirker en af de vigtigste sektorer i vores samfund – nemlig byggeriet.

Bygninger står i dag for 40% af det danske energiforbrug, de udleder 40% af vores samlede CO2 og byggebranchen genererer 30% af Danmarks affald. De tal kommer til at ændre sig i fremtiden – spørgsmålet er hvordan.

Formålet med denne neutrale rapport er at belyse de underliggende drivkræfter, der kommer til at forme byggeriet i fremtiden. Men rapporten tager ikke stilling. Det er op til politikerne og branchens aktører at komme med løsninger, understreger adm. direktør Henrik Garver, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI:

”Vi ser i dag verden ændre sig med en hastighed, vi ikke tidligere har set. Det gælder også byggeriet. Vi skal sikre, at vi i tide får taget de beslutninger, der vil give fremtidige generationer gode og sunde levevilkår og en stærk samfundsøkonomi.”

”Fordi byggebranchen er så central for samfundets udvikling, er det vigtigt, at vi træffer en række bevidste valg om, hvordan vi ønsker, fremtidens byggeri skal være. FRI ligger ikke inde med alle svarene. Men vi ønsker at sætte en debat i gang, der for eksempel afklarer klimasikring af bygninger, genbrug af byggematerialer og hvem der ejer data i fremtidens digitaliserede bygninger.”

Intelligente bygninger sætter dagsordenen 

Kunders og brugeres ønsker til fremtidens bygninger er en af de fire underliggende drivkræfter, rapporten zoomer ind på. Bygninger spiller i dag en stor rolle i vores liv. I fremtiden vil den vokse i takt med, at vi kommer til at bo tættere i byerne og vil bruge vores bygninger mere intensivt.

Bygninger vil ikke blot være en ramme omkring vores fritid og arbejde. I fremtiden vil de få mere direkte indflydelse på vores livskvalitet i form af sundere og sikrere bygninger, der opfylder individuelle krav. Vi vil have intelligente bygninger, der optimerer indeklima og ressourceforbrug og multi-funktionelle, fleksible bygninger, der hen over døgnet opfylder mange forskellige behov og dermed er en aktiv del af bylivet.

Fremtidens bygninger vil også bidrage positivt til miljø og klima – dels ved at bestå af ugiftige og alternative materialer, der kan genanvendes og dels ved at udlede betydelig mindre CO2 under både opførsel og brug.

”En bygning i fremtiden er ikke bare fire vægge og et tag. Vi forventer, at den bliver en integreret del af vores hverdag og livskvalitet. Fordi brugeren kommer mere i centrum, og allerede i dag kan google sig til det meste, skal branchen blive meget bedre til at få øje på de nye behov og gribe de muligheder det giver,” siger Henrik Garver.

Usikre drivkræfter er i spil

Foruden en gennemgang af de kendte megatrends, identificerer rapporten fire sikre drivkræfter (f.eks. internationalisering og krav om øget effektivitet). Men nok så vigtigt beskriver den fire usikre drivkræfter, hvor udfaldet er uvist og i høj grad afhænger af politiske beslutninger og branchens udvikling. De fire usikre drivkræfter er:

  • Fremtidens kunder og brugere
  • Digital og teknologisk udvikling
  • Ressourceknaphed og cirkulær økonomi
  • Klimaforandringer og klimasikring

Det er disse usikre drivkræfter, der kræver mest opmærksomhed. Det er her, politikernes og branchens valg mest direkte vil påvirke byggeriets udvikling - og dermed også vores fælles oplevelse af at være en del af det danske samfund, uanset i hvilke bygninger vi bor, arbejder og har vores fritid.

Rapporten er udarbejdet af Rambøll Management Consulting. Den offentliggøres i forbindelse med FRI’s årsmøde 1. marts i Industrien Hus.

Se rapport og en kort overbliksversion på siden her

Kontakt

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI: Adm. direktør Henrik Garver 3525 3742 eller hg@frinet.dk 

___________

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, har ekspertudvalg inden for byggeri, infrastruktur, energi og miljø & klima. Ekspertudvalgene består af eksperter fra branchens medlemsvirksomheder og sagsmedarbejdere fra FRI.

  • FRI’s medlemsvirksomheder beskæftiger 28.000 ansatte i ind- og udland fordelt på cirka 300 virksomheder.
  • FRI-virksomhedernes globale omsætning var i 2016 på 25 mia. kr., heraf udgør branchens omsætning i de danske selskaber 12,8 mia. kr.
  • FRI’s store medlemmer er blandt de største virksomheder i Europa inden for rådgivende ingeniørvirksomhed.

Læs mere om samme emne

Høringer: Vedr. bygningsfredning
Høringer: Vedr. bygningsfredning
Kulturministeriet har sendt to bekendtgørelser i offentlig høring: 1. Underretningsbekendtgørelsen: Visse typer bygningsarbejder på fredede bygninger kræver ikke længere tilladelse, men blot en underretning. Dette inkluderer fx nedtagning af dørtrin, udskiftning af synlige rør og etablering af varmepumper. 2. Delegationsbekendtgørelsen: Slots- og Kulturstyrelsen får overdraget opgaver og beføjelser vedrørende bygningsfredningsloven, som tidligere lå hos kulturministeren. Dette skal skabe klarhed og effektivitet i administrationen.