FRI er sammen med en række af byggeriets markante aktører gået sammen om en guide, der skal effektivisere byggesagsbehandling gennem den gode forhåndsdialog.
En stor andel af byggeriets parter har arbejdet tæt sammen og udgiver nu en længe ventet guide om gode forhåndsdialoger i byggesagsbehandlingen. I 'En guide til den gode forhåndsdialog' kan bygherrer, rådgivere og udførende parter samt den kommunale sagsbehandler og de myndigheder, som involveres undervejs, hente råd og input til, hvordan man kommer i mål med den gode forhåndsdialog. Formålet med guiden er at klæde alle parter på til at skabe en bedre dialog og undgå spildprocesser.
Det er en arbejdsgruppen bestående af FRI, Bygherreforeningen, Forum for Danske Bygningsmyndigheder (DABYFO), Danske Arkitektvirksomheder, DI Byggeri, Kommunernes Landsforening (KL), Konstruktørforeningen og Tekniq Arbejdsgiverne, der står bag guiden. Med sig i projektgruppen har de haft bl.a. arkitekter, kommuner, ejendomsudviklere m.fl.
Et af de elementer, som parterne efterspørger mere viden om, er forhåndsdialogen. Den har til formål at afdække myndighedsforhold, som kan påvirke byggeprojektet på et tidligt stadie i processen, så ansøger kan nå at tilpasse projektet, inden byggeansøgningen sendes afsted.
Sammen har de sat sig for at finde svar på bl.a. hvad er succeskriterierne for den gode forhåndsdialog? Hvem skal deltage, hvad skal være på plads, hvem har hvilke beføjelser - og hvad skal forhåndsdialogen ikke bruges til?
Guiden er finansieret af Grundejernes Investeringsfond.